Selvom virksomheders brug af sociale medier er stigende, peger ny undersøgelse på, at forbrugerne stadig foretrækker hjemmesider, når de skal søge informationer om produkter.
Flere og flere virksomheder bruger i stigende grad de sociale medier, når de forsøger at nå ud til forbrugerne. Men noget tyder på, at virksomhederne ikke må glemme deres hjemmesider i deres bestræbelser på at tilfredsstille nutidens forbrugere.
En undersøgelse fra rådgivnings- og teknologivirksomheden Accenture viser, at hjemmesiden stadig er den vigtigste kanal, når danske forbrugere søger viden om produkter og serviceydelser.
Læs også: E-handlen stiger i 2018
Konklusionerne fra undersøgelsen kan forekomme overraskende i en tid, hvor tilstedeværelse på de sociale medier tillægges stor betydning.
”Det understreger, at virksomhederne ikke må glemme fortsat at have et stærkt fokus på deres hjemmeside og dens betydning for kundernes oplevelse af virksomheden,” fortæller Michael Rask Christensen, der er ansvarlig for Advanced Customer Strategy hos Accenture Danmark, i en pressemeddelelse.
Læs også: Fysiske butikker får hjælp fra internettet
Undersøgelsen peger på, at de sociale medier generelt har fået mindre betydning for kundernes valg af virksomhed. I 2015 svarede 19 procent, at sociale medier ikke var relevante i en beslutningsproces. Dette tal var steget til 31 procent i 2016.
Til gengæld viser undersøgelsen, at de kanaler, som betyder noget for kunderne, er information i butikkerne, prissammenlignings- og anmeldersider, word-of-mouth og virksomheders hjemmesider.