En ny analyse foretaget af sengegiganten Hilding Anders viser, at det økonomiske opsving nu er nået ind i danskernes soveværelser, hvor de danske forbrugere i gennemsnit bruger 20 procent mere på sengekøb.

Det økonomiske opsving er rykket ind i soveværelserne. Det viser en ny analyse foretaget af Hilding Anders, der står for en stor del af det danske sengesalg. Tidligere har opsvinget påvirket fornyelse af hjemmet med nye køkkener, badeværelser, møbler og have, men nu mærker Hilding Anders fremgang i salget af især dyre senge.

Analysen viser, at den danske forbruger i snit bruger 20 procent mere på sengekøbet, når 2015 og 2018 sammenlignes.

”En 20 procents stigning er meget markant, når man vel at mærke analyserer så stor en del af markedet som den, Hilding Anders står for. Det er et markant øget salg af dyre senge, der er med til at drive gennemsnitsprisen op,” siger Kirsten Sønderskov Andersen, adm. direktør i Hilding Anders Danmark A/S, i en pressemeddelelse.

Det øgede forbrug skal ses på tværs af Hilding Anders’ mange sengemærker, der blandt andet står for Dunlopillo, Carpe Diem Beds og Jensen. Det er særligt de dyre senge, der i stigende grad finder vej ind i danskernes soveværelser, der påvirker statistikkerne.

”Salget af det svenske luksusbrand Carpe Diem Beds, der let koster mere end 50.000 kroner pr. seng, er steget med hele 90 procent bare inden for de seneste 12 måneder. De to sengebrands Dunlopillo og Jensen, som ligger i prislejet under Carpe Diem Beds, oplever også øget efterspørgsel, selv om de også må betegnes som dyre senge. Det er helt tydeligt, at danskerne generelt prioriterer en god søvn nats søvn højere, end de har gjort tidligere,” siger Kirsten Sønderskov Andersen.

Mads Arlien-Søborg, der er en af Danmarks førende trendforskere, bekræfter udviklingen.

”Danskerne har siden den seneste økonomiske krise genvundet lysten til at investere i hjemmet, men krisen lærte os at være kritiske, kvalitetsbevidste og meget opmærksomme på bæredygtigheden i de produkter, vi omgiver os med. Samtidig er fokuseringen på en god nats søvn blevet langt større end tidligere, fordi så mange af os er stressede og har brug for ekstra hvile, når vi endelig lægger os. Derfor går vi bogstavelig talt ‘all in’ på madrasinvesteringen og køber os derigennem til en større livskvalitet og en dybere søvn. Vi bruger i høj grad også soveværelset til at signalere og kommunikere på samme måde, som vi gør det med vores køkkener, møbler og biler. Soveværelset skal helst se rigtigt ud,” fortæller han.

Hilding Anders producerer ud over luksussengene også senge for en lang række møbelkæder som eksempelvis Ikea, Jysk, Ilva og Sengespecialisten.