Designvirksomheden Elvang Danmark ansætter den tidligere direktør og medejer af Kähler, Jesper Holst Schmidt, som deres nye bestyrelsesformand. Det skriver Elvang Danmark i en pressemeddelelse.
Tilbage i 2003 var Elvang Danmark det første designbrand i Skandinavien til at lancere plaider af alpaka-uld med etisk handel og bæredygtighed som kerneværdier. Siden da er virksomheden blevet Fair Trade certificeret hos World Fair Trade Organization, og ambitionerne er blot vokset med årene.
Med de voksende ambitioner fulgte et ønske om at højne kendskabet til deres brand. En opgave, som de mener at Jesper Holst Schmidt, er den helt rette mand til at løfte.
”Med hans erfaring fra blandt andet Kähler og Holmegaard samt hans fokus på innovation og branding vil han kunne hjælpe os med at tage virksomheden til et nyt niveau, hvor bæredygtighed, kvalitet og design går op i en højere enhed”, udtaler Tina og Lasse Elvang, som står bag Elvang Denmark, i pressemeddelelsen.
Jesper Holst Schmidt er stolt over at være blevet en del af designvirksomhedens bæredygtigheds-eventyr.
”Jeg ser et meget stort potentiale for Elvang som brand både i Skandinavien og internationalt, da Elvang har en unik position som en etisk ansvarlig og bæredygtig virksomhed. Elvang er den ene af blot to danske virksomheder, som er certificeret til det højeste niveau hos World Fair Trade Organization og det gør mig meget stolt at være en del af virksomhedens videre udvikling,” udtaler han i pressemeddelelsen.
Elvang Danmark udstiller på Ambiente i Frankfurt fra den 7. til den 11. februar, hvor virksomheden præsenterer flere nye spændende kollektioner.