Design- og boligbrandet Mette Ditmer opruster topledelsen med ny CCO. Formålet er at løfte salgsaspektet.
Da licenssamarbejdet mellem Rikki Tikki Company A/S og Mette Ditmer ophørte, fordi Rikki Tikki Company gik konkurs i november 2017, har Mette Ditmer de sidste par år brugt ressourcer på at genetablere sin egen organisation. Det har resulteret i en udvidelse af kollektionen med nye produktområder, styrkelse af brandet med en strammere politik omkring distributionskanalerne samt etablering af egen B2C-webshop. Nu er tiden inde til at opruste salgsaspektet, hvilket design- og boligbrandet har erhvervet Poul Riberholt til at realisere.
”Poul kommer med stor international salgserfaring inden for livsstilssegmentet, og dette matcher dén vækstrejse, vi er i gang med på eksporten,” siger Mette Ditmer i en pressemeddelelse og uddyber:
”Med Poul Riberholt ved salgsroret vil vores organisation blive styrket og udover at opdyrke nye som eksisterende markeder, vil Poul også have fokus på at udvikle samarbejdet med de kunder, som i forvejen fører Mette Ditmer-kollektionen. Det vil i den forbindelse også være en prioritet at få oprettet en B2B-platform til virksomhedens kunder.”
Poul Riberholt tiltrådte allerede design- og boligbrandet den 15. januar 2020 som kommerciel direktør. Han kommer senest fra en stilling som salgsdirektør i Society of Lifestyle og med tidligere erfaringer fra blandt andet Idé Møbler/Ilva og Euromaster.
”Jeg har gennem årene fulgt virksomheden og har altid været tiltrukket af Mettes designstil samt de stærke værdier og DNA, der ligger i Mette Ditmer-brandet. Der ligger et stort internationalt potentiale både i og udenfor Europa, og jeg ser frem til sammen med Claus og Mette og resten af teamet at starte på denne vækstrejse,” siger Poul Riberholt.
Første stop på rejsen er den tyske messe Ambiente, som design- og boligbrandet vil medvirke i, når messen afholdes i februar 2020.