For at få bedre tid til at fokusere på den kreative del og produktudvikling har Lotte Fynboe, grundlægger og ejer af Oyoy, ansat Søren Anker Hansen som ny direktør.
Siden sin opstart i 2012 har Oyoy Living Design A/S mærket en markant vækst og interesse, og nu er tiden kommet for grundlægger og ejer, Lotte Fynboe, til at give direktørstolen videre. Søren Anker Hansen skal derfor agere medejer og CEO for Oyoy Living Design.
”Jeg er glad for, at Søren Anker ser samme muligheder for virksomheden, som jeg gør. Jeg byder ham velkommen og glæder mig til fremtidigt samarbejde,” fortæller Lotte Fynboe i en pressemeddelelse om partnerskabet med Søren Anker Hansen.
I sin rolle som CEO vil Søren Anker Hansen være ansvarlig for det daglige salg, køb, indkøb og virksomhedsudvikling. Lotte Fynboe vil som kreativ direktør stå for al design og produktudvikling samt markedsføring.
Søren Anker Hansen kommer med en baggrund inden for mode og tekstil hos Bestseller, hvor han nåede at have flere positioner inden for engros- og detailhandel. Senest har Søren Anker Hansen haft en ledende rolle hos Bestseller Retail Europe A/S, hvor han har været involveret i udvidelsen og stået for det overordnede ansvar for Only- og Vero Moda-butikkerne i Europa.
“Efter flere år med rigtigt gode resultater, ser jeg gode muligheder og et enormt udviklingspotentiale hos Oyoy Living Design, og jeg ser frem til at kunne give mit bidrag til virksomheden,” siger Søren Anker Hansen og fortsætter:
Jeg er imponeret over de stærke resultater, der er opnået, og den dedikation og dygtighed, Lotte og hendes ansatte har vist. Jeg er også stolt over, at Lotte ser mig som den rette person til positionen, og jeg ser frem til samarbejdet med Lotte og hendes ansatte.”
Fremtidsudsigter for Oyoy
Det fremtidige fokus hos Oyoy vil være udvikling på de eksisterende markeder primært i Europa. Samtidig ønsker virksomheden at få et endnu stærkere fodfæste blandt de loyale kunder, som i forvejen samarbejder med Oyoy.
Designlinjerne Oyoy Living og Oyoy Mini skal gennem agentnetværker i udvalgte lande samt en styrket salgsorganisation ud i flere butikker og på online platforme. Virksomheden står yderligere overfor en digital brugertilpasning, hvor især en fremtidig B2B-platform for virksomhedens kunder vil få høj prioritet.
Der vil fortsat arbejdes med at styrke produkterne, og en ny designlinje står også som en mulig fremtidsplan.
”Vi er meget tilfredse med, hvordan designlinjen for børn og børneværelser er blevet modtaget af kunder og forbrugere. Det giver ekstra motivation til at udvikle Oyoy Mini endnu mere, og hertil har vi mange spændende ideer at arbejde med. Parallelt ser vi konstant et stort potentiale i Oyoy Living,” forklarer Lotte Fynboe.
Til at støtte den kommende fremtid er designer Anne Stensgaard hentet ind, som skal bidrage med relevant erfaring inden for produktudvikling.