Nethandel ikke en del af B&Os fremtidige strategi

B&O har for nyligt åbnet den første onlinebutik i Frederikshavn, men understreger, at det ikke bliver et landsdækkende projekt. Deres produkter skal nemlig opleves, og den nære service er en del af hele konceptet.

Det er nu muligt at købe alle B&Os produkter online, efter at den lokale B&O butik i Frederikshavn har oprettet en onlinebutik. Hidtil har det kun været muligt at købe B&O Play serien på nettet.

Den lokale B&O netbutik bliver dog ikke til et landsdækkende projekt ifølge Jan Helleskov, director PR & Corporate Coomunications i B&O:

”Vi mener som udgangspunkt, at vores produkter helst skal opleves ude i butikkerne, hvor der står nogle meget dygtige medarbejdere klar til at demonstrere produkterne.”

Det fortæller han til epn.dk og tilføjer, at man ser initiativet i butikken i Frederikshavn som et ekstra tilbud til de kunder, der gerne vil sætte sig grundigt ind i produkterne, inden de kommer ned i butikken.

Svært at komme udenom nethandel
Marketingsekspert Dorte Wimmer fra Retail Institute Scandinavia forklarer, at der kan være visse fordele ved udelukkende at holde handlen til de fysiske butikker:

“I de fysiske butikker kan man kontrollere og styre kundernes samlede service- og produktoplevelse. Det er sværere på nettet, fordi man ikke er i direkte kontakt med kunderne.”

Hun forklarer endvidere, at nethandel er mindre relevant når det drejer sig om langvarige forbrugsgoder i den dyre ende. Hun er dog ikke i tvivl om, at nethandel er uundgåeligt i fremtiden:

“Det kan være farligt, hvis man ikke beskæftiger sig med nethandel. Det er min klare overbevisning, at man helt sikkert vinder meget på at kombinere aktiviteter på nettet med fysiske butikker,” siger hun.

Onlinebutik tæt forbundet med den fysiske butik
Selvom man principielt ikke behøver at være fra Frederikshavn, erkender Laust Nielsen, der er indehaver af B&O Frederikshavn, at det er mest praktisk, hvis det er kunder fra lokalområdet, der køber fra onlinebutikken:

“Vi vil komme ud og levere og tilslutte produkterne, ligesom når man handler i den fysiske butik. Så vi skal jo have mulighed for at komme ud og hjælpe kunden,” siger Laust Nielsen til epn.dk. Det er selvfølgelig lettest hvis det er kunder i nærheden af Frederikshavn.

B&O håber på, at kunderne vil tage godt imod muligheden for at handle online, men derfor er der stadig fokus på den nære kontakt mellem virksomheden og kunderne bevares.

“Onlinebutikken må ikke blive til postordresalg. Det er ikke den vej, vi vil, for den nære service er en stor del af B&Os koncept,” afslutter han.

 

Kilde: epn.dk