Billeder på sociale medier blandet med samarbejder med restauranter og hoteller har været grundingredienser i succesopskriften for Broste Copenhagens stel.


Selv om du ikke er abonnent på 365DESIGN, så får du nu eksklusiv adgang til denne artikel, som blev bragt i 365DESIGN nr. 2 2018. Artiklen indgik som en del af et tema om borddækning, hvor der også blev gået tæt på A Table Story og Georg Jensen Damask.

Læs indholdsfortegnelsen til 365DESIGN nr. 2 2018 her.


365DESIGN har stillet PR & Marketing Manager Tina Tran fire spørgsmål om Broste Copenhagens samarbejder med hoteller og restauranter, der skaber cross over-salg og ikke mindst en eksponering, der er guld værd for brandet.

Produkter?
Broste Copenhagen tilbyder stel, bestik, glas, duge og mundservietter. Vi har derudover alt fra små fine skåle til store fade til servering. Alle vores produkter udspringer fra den nordiske designtradition – herunder dens enkelthed, de rene linjer, de afdæmpede farver, den rustikke følelse, opmærksomheden på detaljer og den høje kvalitet.

Vi er fascinerede af organiske former, det uperfekte og reaktive glasurer, der falder forskelligt ud. Vi mener, at der er en charme ved forskelligheden, når ikke to er ens. I vores SS18-kollektion hitter de grå- og blålige nuancer, og alle produkter kan mikses på kryds og tværs.

Restauranter og hoteller?
Vi samarbejder med en bred vifte af restauranter og hoteller såsom Kiin Kiin, Gorms, Bæst, Lele, Rungstedgaard, O Chateau i Paris, Haz Restaurant i London, Rosegarden i Berlin og Comwell-hotellerne.

Kravene fra professionelle brugere, som restauranter, er højere end hos slutforbrugerne. Servicet bliver vasket oftere og ved højere temperaturer, hvilket kræver slidstærke produkter.

Samarbejderne?
De første samarbejder opstod for flere år siden via de sociale medier. De sociale medier har generelt haft stor betydning, og de har båret Broste Copenhagens stel frem med succes. Efter få restaurantsamarbejder, begyndte der at florere smukke billeder på Instagram af delikate madretter anrettet på vores stel. Herefter begyndte det for alvor at tage fart.

I dag er vi meget selektive med, hvem vi opstarter samarbejder med i forhold til at beskytte vores brand. Det er vigtigt for os, at restauranterne passer til os og vores design-dna.

Udbytte?
Når vi samarbejder med restauranterne, udnytter vi det store uopdyrkede cross over-salg mellem restauranter og detailhandel, der eksisterer i dag. Det betyder kort sagt at dét som vi går ud og oplever om aftenen, skaber grundlag for det vi køber om dagen. En god oplevelse på en restaurant med et lækkert stel og mad som præsenteres under flotte vilkår, giver simpelthen kunden lyst til at eje det. Vi får tilmed et stort boost på tilstedeværelse og synlighed.

De sociale medier har stor betydning for restauranterne. Hvis omgivelserne, maden og måden hvorpå den er præsenteret, er instagram-venligt, er der stor sandsynlighed for, at der bliver delt et billede. Den eksponering, som det giver os, er guld værd. Det leder hurtigt forbrugeren hen til vores profil og videre til vores hjemmeside.

Tendensen inden for borddækning kan lige nu beskrives med ordene ’rustik’ og ’individualitet’. Tidligere var stellet ofte hvidt, så det ikke tog fokus fra maden. I dag handler det om helhedsindtrykket i kombinationen mellem maden og stellet – således at maden løftes i sit rette element, og vi får den oplevelse, som vi søger. Tina Tran

Vil du vide mere om, hvad et abonnement på 365DESIGN indeholder? Læs mere her