Et stort fokus på holdbarhed, håndværk og bæredygtighed præger den nye kollektion, som Bolia netop har lanceret. Den nye kollektion markerer et strategisk skifte i kædens produkt- og forretningsudvikling.
I en ny kollektion fra Bolia er der arbejdet med øget brug af genanvendelige materialer og længere levetid for hvert design. Kollektionen er en markering af et nyt strategisk skifte, hvor kædens produkt- og forretningsudvikling gentænkes.
”Vi ønsker at øge brugen af organiske og genanvendelige materialer i produktudviklingen, samt at forlænge levetiden for hvert enkelt design. Målet er ganske simpelt at skabe smukke og rene produkter, der er skabt til at holde i mange år, som et kvalitativt alternativ til ’masseproducér og smid-væk-mentaliteten’. Det hænger ligeledes naturligt sammen med vores skandinaviske designarv, som bygger på kvalitet og livskvalitet,” fortæller CEO, Lars Lyse Hansen, i en pressemeddelelse.
Et af de nye tiltag er, at Bolia er i gang med at erstatte alle plastmaterialer til genanvendte eller alternative materialer. Bolia forventer at være i mål med tiltaget i løbet af 2019.
Tiltaget består, ud over at bruge materialer som træ fra bæredygtigt skovbrug og genanvendelige og miljøvenlige stoffer, af en omlægning af møbelproduktionen. De nye design skal kvalitetstestes i samarbejde med Bureau Veritas, der blandt andet hjælper virksomheder med rådgivning inden for miljø.
Bolia har 53 butikker fordelt over 9 lande i Europa og har webshops i 27 europæiske lande.