Dansk køkkenproducent er tildelt den internationale designpris Archiproducts Design Award for andet år i træk med et køkken, som juryen fremhæver som ‘State of the Art’-design.
Multiform, der er kendt for håndlavede snedkerkøkkener, har netop vundet den internationale designpris Archiproducts Design Award 2018. Multiform vinder med et køkken, som juryen fremhæver som ‘State of the Art’-design. Der er tale om et eksklusivt køkken i serien Form 45 i sortoxideret stål.
Multiform vinder i køkkenkategorien i selskab med nogle af verdens mest kendte brands inden for luksuskøkkener.
Sidste år vandt Multiform også prisen med et køkkendesign i messing. Henrik Witt, der er designchef hos Multiform, udtaler i en pressemeddelelse:
”Prisen betyder meget for os, fordi den markerer, at vi befinder os i en international klasse af eksklusive brands inden for køkkendesign, og det får mange nye kunder og arkitekter til at kigge vores vej. Prisen sidste år har givet os masser af henvendelser fra ind- og udland, og flere vil givet følge nu.”
Multiform oplever i både Danmark og uden for landets grænser, at efterspørgslen stiger efter snedkerkøkkener i særlige materialer som fx sortoxideret stål. Henrik Witt uddyber:
”Køkkenet i sortoxideret stål har jeg designet i naturlig fortsættelse af den fine og blanke messingoverflade, som gav os førstepladsen sidste år. Den sortoxiderede ståloverflade har et overraskende farvespil i det sort/brune stål, som matcher naturmaterialer som marmor, granit og træ.”
Det prisvindende Multiform-køkken i sortoxideret stål er designet i samarbejde med designer MDD Lene Halse Hornemann, Multiform Design Center Copenhagen, hvor man også kan se køkkenet udstillet.