Christina Muff, der i 2012 stiftede plakatvirksomheden Kortkartellet med inspiration fra den amerikanske patriotisme og stolthed, har solgt virksomheden internt i familien.
Du har nok stødt på dem før. Og kommer højest sandsynligt til det igen. I diverse hjem rundt omkring i Danmark hænger de velkendte skitserede land- og byplakater fra Kortkartellet. Stifter Christina Muff har nu valgt at sælge plakatvirksomheden efter syv år.
Plakatvirksomheden kommer dog ikke langt fra Christina Muff. Køberen af Kortkartellet er nemlig designvirksomheden Ideas, som Allan Muff, Christinas mand, ejer. Ideas, der i forvejen har salt- og peberkværnbrandet CrushGrind, udvider således brandarsenalet til to.
”Vi ser synergien mellem Kortkartellet og CrushGrind. Begge brands sælges i design- og interiørbutikker. Vi har ambitioner om at gøre Kortkartellet til et internationalt brand. Vi vil fortsætte med at skabe produkter, som har noget på hjertet,” fortæller adm. direktør hos Ideas Denmark, Lone Ogaard Rasmussen, i en pressemeddelelse.
Det var i sin tid den amerikanske kultur, som inspirerede idégrundlæggeren bag plakatsuccessen, Christina Muff, til at etablere Kortkartellet i 2012.
”Jeg har rejst meget. Jeg har boet i USA, Frankrig, Sverige, Saudi-Arabien og selvfølgelig Danmark. Min første succes i Kortkartellet blev Danmarks-plakaten. Min idé var inspireret af USA, hvor man har en enorm patriotisme og stolthed over sit land. Jeg synes, at vi har så meget at byde på i Danmark, så jeg lavede en hyldest til Danmark, og jeg skal love for, at jeg ramte noget her. Jeg fortsatte med regioner og byer, og snart var det ikke mig der fødte ideerne. Det var hele Danmark, der kontaktede mig med ideer til, hvilke byer vi skulle lave,” fortæller Christina Muff.
Christina Muff vil forsat være designer og kreativ sparringspartner på nye produkter fra Kortkartellet, og brandet vil i fremtiden arbejde på oprydning i kollektionen, nye produktkategorier og mere konceptsalg.