I denne uge præsenterer Lind DNA sit nye permanente showroom på Toldbodgade i København. Showroomet skal øge brandets tilstedeværelse både for danske og udenlandske kunder. 

Det har længe været et stort ønske for Lind DNA at åbne et showroom, som kan danne rammen for events, presse, danske og udenlandske kunder og designelskere. Nu kan virksomheden altså inden længe slå dørene op den 23. maj.

”Vi åbner dørene til vores nye showroom samtidig med, at 3 Days of Design løber af stablen i København. Alle er naturligvis velkommen til at komme forbi og se vores produkter, der er designet med recycled læder som det bærende element,” udtaler designer og indehaver Preben Lind i en pressemeddelelse.

Med det 200 kvadratmeter store showroom håber Preben Lind, at virksomheden opnår en mere synlig tilstedeværelse for både danske og udenlandske kunder, presse og influencers.

Showroomet har beliggenhed lige ved Amalienborg på Toldbodgade i København. Udover åbningen af det nye showroom i København, så har Lind DNA også byggeprojekter i gang i Aarhus.

”Vi bygger et nyt domicil i Aarhus, der står klar til indflytning i slutningen af 2019,” fortæller den aarhusianske direktør, der allerede fire gange på seks år har måttet udvide virksomhedens fysiske rammer for at få plads til den forøgede vækst.

Preben Lind og resten af Lind DNA-teamet åbner det nye showroom med champagne torsdag den 23. maj kl. 10.