Menu lancerer design-gadget

Som led i den rebranding Menu indledte for et års tid siden, hvor de bevæger sig over i møbel- og livsstilsbranchen, introducerer de en række nye produktkategorier. Heriblandt en ikke før set gadget i form af en øl-skummer.

Redaktionen på 365DESIGN var forbi Menus messestand på Ambiente, og den var bestemt en omgang ros værdig. Der var spækket med produktnyheder; alt lige fra lamper over vaser i en glas- og betonkombination til en hel vifte af møbler – som fylder mere og mere i sortimentet. Men særligt iøjnefaldende var den noget anderledes Beer Foamer, en øl-skummer, der er Menus pendant til mælkeskummeren og cafe latten.

Skum skal der til
Hos Menu opfordrer man ikke til at skumme fløden. Nej, man skal skumme øllen. Den opfordring kommer ovenpå de senere års store fokus på kvalitetsøl, lokalbryggerier, ølsmagning etc., og denne trend vil Menu bane endnu mere vej for, ved at gøre det muligt at nyde en øl på den perfekte og korrekte måde – derhjemme. De tilføjer en ny dimension inden for ølfeinsmeckeri, ved at skabe en øl-skummer, der giver enhver mulighed for at dyrke sin øl-entusiasme, uden at skulle investere i et fadølsanlæg.

Bjarne Hansen, der er grundlægger af Menu fortæller redaktionen på 365DESIGN, at Beer Foamer giver den ekstra kant til en øl, som den bør have, fordi en lille mængde skum faktisk hører sig til ovenpå en rigtig god øl. Meget af aromaen og smagen i en øl er at finde i skummet på toppen, og den rette type skum kan være svær at opnå, hvis man bare skænker en øl almindeligt i et glas.

Beer Foamer forstærker smagsoplevelsen
365DESIGN får en fin demonstration af Beer Foamer på Ambiente. Først skænker man øllen stille og roligt i sit glas, således boblerne i øllen bevares. Derefter skænker man en lille mængde øl i Beer Foamer, pisker det i 20 sekunder og laver en tæt og langtidsholdbar skum. Denne hældes til sidst over øllen i serveringsglasset. “Det giver den perfekte og korrekte øl,” fortæller Kasper Rønn.

Hvis man vil skænke en rigtig god øl, handler det i høj grad om den rette balance mellem boblerne. “Bryggerier gør meget ud af at tilføje bobler i og ovenpå en øl. Boblerne i øllen gør den lækker, når man drikker den; dem ovenpå får os til at smage øllen bedre, da de brister når vi drikker øllen og leder duften op til næsen og forstærker smagsoplevelsen. Derfor hjælper skummet på toppen af en øl os altså med at nyde og opleve den,” forklarer Kasper Rønn fra Norm Architects, der står bag Beer Foameren.