Danmark har fået et nyt tænksomt møbelbrand, der med fokus på godt design, bæredygtige materialer og mulighed for vedligeholdelse og service af produkter har opnået et Svanemærke.

En ny møbelproducent er dukket op på den danske designscene. Tenksom er navnet, og det er ingen tilfældighed, da det nye design- og møbelbrand har øjnene klart rettet mod et bæredygtigt og cirkulært forretnings- og produktionskoncept. Det er i øvrigt den Randers-baserede møbelvirksomhed Innovation Living Group, der står bag Tenksom.

“Som forbrugere har vi en kollektiv forpligtelse til at genoverveje og forfine vores forbrugsmønstre. Vores fælles engagement i at prioritere køb af holdbare produkter – dem vi værner om og vælger at bevare over tid – udgør den mest enkle og effektive strategi for at reducere vores ressourceforbrug og mindske forureningen drastisk,” skriver virksomheden i en pressemeddelelse og fortsætter:

“Som producent af møbler bliver det dermed vores opgave at designe og udvikle produkter, der er optimeret til at motivere til dette paradigmeskifte. Vi skal stræbe efter at skabe attraktive, værdifulde, holdbare produkter, der kan bruges gennem generationer.”

Derfor har Tenksom valgt en produktionsform med fokus på bæredygtige materialer, Co2-optimeret logistik, mulighed for vedligeholdelse og service af produktet, samt optimering for adskillelse og genanvendelse af materialer efter endt livscyklus. Denne ambitiøse tilgang til bæredygtig møbelproduktion har blandt andet betydet, at Tenksom kan kalde sig Svanemærket.

“Hos Tenksom er det vores mission at honorere ovenstående. Vi lover ikke revolution, men som vores payoff indikerer, en konstant og troværdig bevægelse i den rigtige retning,” lyder den ambitiøse og ansvarsbevidste filosofi.

Foto: Tenksom