Paul Smith og Maharam samarbejder med Carl Hansen & Søn

For at fejre Hans J. Wegners 100-års jubilæum har modedesigner Paul Smith og tekstilproducenten Maharam valgt at indgå samarbejde med danske Carl Hansen & Søn.

Britiske Paul Smith, der er kendt for at kombinere traditionelt håndværk med banebrydende design, og Maharam, der anerkendes for sin gennemførte, holistiske stil, indgår nu et samarbejde med den danske producent Carl Hansen & Søn.

Carl Hansne & Søn er verdens største producent af møbler designet af Hans J. Wegner, der i 2014 ville have været fyldt 100 år. Derfor hyldes han igennem hele 2014 blandt andet via samarbejdet mellem Paul Smith, Maharam og Carl Hansen & Søn.

Samarbejdet består af en fælles designet Limited Edition Collection, hvor Paul Smiths nye tekstil Big Stripe og Stripes blandt andet pryder den ikoniske Skalstol fra Carl Hansen & Søn.

Kollektionen kan ses i Paul Smiths butik i Milano i forbindelse med Salone Del Mobile-messen fra den 8. til den 13. april samt på Carl Hansen & Søns stand på selve messen og i showroomet i centrum af byen.