Den danske børnemøbelproducent Leander A/S har rykket rundt i virksomhedens topledelse for at nå i mål med sine ambitiøse visioner for 2020.

Allerede sidste år kunne Leander berette om et godt regnskabsår og en stigende efterspørgsel på designmøbler til børn. Virksomheden har fortsat vind i sejlene og har derfor valgt at rykke rundt i organisationens topledelse, for at styrke virksomheden og dermed kunne indfri sine visioner for 2020, der lyder på en omsætningsvækst på mere end 25 % samt frigivelse af endnu flere nye produkter end tidligere.

Tommy Refshøj fratræder sin stilling som adm. direktør og går således ud af virksomhedens drift for udelukkende at fokusere på salg og marketing fremadrettet. Til gengæld vil executive assistent Betina Tønnes varetage den daglige ledelse af driften hos Leander. Virksomhedens stifter Stig Leander Nielsen overtager rollen som adm. direktør, hvis væsentligste rolle fortsat vil være at udvikle nye produkter i samarbejde med virksomhedens designteam. Det fortæller Tommy Refshøj, CCO hos Leander til 365DESIGN.