Den 10. udgave af 3 Days of Design gik i sidste uge sin sejrsgang i København. Jubilæet blev en magtdemonstration udi designformidling, og spørger man udstillerne, har festivalen og dens format haft afgørende betydning for, hvordan vi i dag bør tænke designevents. 365DESIGN var selvfølgelig med.
Der er ikke noget at sige til, hvis både arrangørerne bag 3 Days of Design, de 290 udstillere samt de mange besøgende fra ind- og udland valgte at stå med armene over hovedet, da der i fredags blev sat punktum for den tre dage lange designfestival.
For ikke nok med at 3 Days of Design denne gang kunne fejre 10 års jubilæum – hele begivenheden blev tilmed afviklet i så overlegen stil, at København for en stund indtog rollen som verdens ubestridte designhovedstad. Overalt i det københavnske bybillede stod de mange udstillere i kø for at invitere besøgende indenfor, alt imens tusindvis af gule 3 Days of Design-balloner skinnede om kap med den bagende juni-sol, der medvirkede til at præsentere hovedstaden fra sin allerfornemmeste side.
Det var også i hovedstaden, at det hele begyndte i 2013, da 3 Days of Design sprang ud som en lille designevent i et gammelt pakhus i Nordhavn. I dag har festivalen dog stadfæstet sin position som en af de mest indflydelsesrige og betydningsfulde designbegivenheder i Europa. Sådan lyder vurderingen hos flere af de designvirksomheder, der gennem en årrække har været fast inventar på festivalen.

En af disse virksomheder er New Works, der fra lokalerne i Frederiksgade 1 har tilbragt tre dage i begivenhedernes epicenter. Her er Creative Director & Co-founder, Knut Bendik Humlevik, ikke bleg for at indrømme, at der som det første bliver sat kryds ved 3 Days of Design, når årets store designevents skal plottes i kalenderen.
“Jeg elsker 3 Days of Design. Vi har været med i seks år og har set, hvordan festivalen har udviklet sig til et af de bedste designevents i Europa. Det er den vigtigste udstilling for os i år. Den ryger i kalenderen før både Milano, Paris og Stockholm. Det er klart, at den endnu ikke er på niveau med Salone del Mobile, men for os konkurrerer den alligevel med Milano, fordi vi er på hjemmebane, hvilket giver os en fantastisk mulighed for at shine og præsentere vores produkter på en unik måde. 3 Days of Design er en enorm gave til danske designvirksomheder,” lyder det i rosende vendinger fra Knut Bendik Humlevik overfor 365DESIGN.
Som bannerfører for udviklingen af showrooms
Sidste år satte 365DESIGN festivalens direktør Signe Byrdal Terenziani i stævne til en snak om den udvikling, der over hele Europa har fået flere og flere udstillere til at vinke farvel til de store messer for i stedet at etablere deres egne ’all inclusive’ showrooms. En tendens, der ifølge festivalens direktør, matcher 3 Days of Designs visioner.
”3 Days of Design bygger på ideen om, at vi skal stå sammen om at udvikle platformen for promovering af designscenen i København. At vise sit DNA i eget showroom og samtidig være en del af et større fællesskab giver en helt særlig synergieffekt og en unik oplevelse for de besøgende. Den oplevelse er nok sværere at opnå i en messehal,” lød det dengang fra Signe Byrdal Terenziani.
Spørger man flere af designerne under sidste uges festival, så rider 3 Days of Design ikke blot med på showroom-bølgen, men har i høj grad haft en afgørende og markant firstmover-rolle i bestræbelserne på at vise, hvad man kan skabe uden for de klassiske messehaller.

“Der er ingen tvivl om, at 3 Days of Design har en kæmpe andel i den udvikling, vi har set. Der er fortsat mange, der sidder og tænker: Hvorfor tager vi på messer hvert år og bruger en million på at bygge settings op, som vi efterfølgende river ned igen? Det føles så absurd. I mange år var der dog ikke nogen i Danmark, der lod til at tage det første skridt, indtil Signe (Signe Byrdal Terenziani, red.) tog initiativet. Det er muligt, at andre havde grebet stafetten, hvis ikke hun havde gjort det, men det er svært at matche det format, som 3 Days of Design har i dag,” mener Joachim Kornbek Engell-Hansen, der er Brand & Design Director hos Audo Copenhagen.
Her har man deltaget i samtlige 10 år, og ifølge ham er 3 Days of Design det bedst tænkelige eksempel på, hvorfor flere og flere brands fravælger de store messer.
“De første år var det et lille hyggeligt format, men kæmpe cadeau til Signe for at blive ved, for i dag er festivalen et vigtigt forretningsvindue, som vi indretter vores årskalender efter. Tidligere kunne vi mærke, at kunderne fravalgte os, hvis de forinden havde været i Stockholm eller i Milano. Hvorfor skulle de så også komme her? I dag er 3 Days of Design noget, man ikke går glip af, og som andre designevents uden tvivl kigger i retning af,” understreger Joachim Kornbek Engell-Hansen.
Han bliver bakket op af Johan Christian Chen, der er CEO hos Frama, der ligeledes har været en del af 3 Days of Design siden begyndelsen for 10 år siden.
“3 Days of Design er uden tvivl det første punkt på vores dagsorden, når vi taler designevents. Det er den, vi navigerer efter. De første år var den for mig en lilleput-version af Salone del Mobile, men i dag er 3 Days of Design på ingen måde en lilleput. Den er blevet klart større end Stockholm, og jeg har aldrig hørt så mange internationale brands sige: ‘Ok, vi bliver nødt til at have noget med på 3 Days of Design’. Hos Frama har vi ikke været på en messe i syv år, og det skyldes i høj grad 3 Days of Design. Det er et fantastisk format,” forklarer Johan Christian Chen.
Ud af de mange designere, som 365DESIGN talte med under festivalen, var der ikke én, der ikke allerede glædede sig til næste års opfølger.
Foto: Chris1Million for 3 Days of Design