På ganske kort tid har den unge iværksætter, Camilla Schram, der står bag rengøringskonceptet Humdakin, formået at skabe et stort forhandlernetværk. Mange års hårdt arbejde, et helstøbt koncept og at gå all in på messer er nogle af ingredienserne i succesopskriften.
Over 300 design- og interiørbutikker i 15 forskellige lande. For det danske brand Humdakin er de første halvandet år af virksomhedens levetid gået stærkt – senest med tilføjelse af USA til forhandlerlisten.
Bag brandet, der tilbyder allergi- og miljøvenlige rengøringsprodukter og tekstiler, står den unge iværksætter Camilla Schram, som 365DESIGN mødte under Formland til en snak om brandets udvikling.
Med missionen om at kombinere et smukt design med moderne husholdning og rengøring lancerede Camilla Schram Humdakin for knap 18 måneder siden efter fem års udviklingsproces. Da Camilla Schram gik ind på markedet, havde hun således udviklet alt lige fra logoet, over konceptet, til produkterne ned til mindste detalje. Netop forarbejdet peger den unge iværksætter på som nøglen til Humdakins succes.
”Vi er stadig et forholdsvis nyt brand, men grunden til at udviklingen er gået så hurtigt, tror jeg skyldes, at Humdakin er et helstøbt koncept. Hele ideen om et rengøringskoncept er gået rent ind,” fortæller Camilla Schram og fortsætter:
”Hvis man skal forhandle Humdakin, skal man have hele konceptet. Det giver os færre forhandlere, men vi får også kun dem, som er fuldt ud dedikerede til konceptet.”

Balance mellem effekt, allergivenlighed og æstetik
På Humdakins stand spreder der sig en duft af kamille og havtorn blandt de mange emballager i recycled plastik og tekstiler i GOTS og Oeko-tex certificeret bomuld. Man kan mærke, at der er tænkt over hver en lille deltalje i konceptet, og det er noget, som butikkerne og forbrugerne drages af, mener Camilla Schram.
”Butikkerne og forbrugerne tiltrækkes af produkterne, blandt andet fordi de har en funktion: Det giver god mening at gøre rent, og lige pludselig bliver det også en oplevelse, hvor duften af salvie og havtorn spreder sig, og hvor emballagen er lækker at kigge på. Og så har produkterne rent faktisk en effekt – de virker, samtidig med at de tager højde for allergi og miljøet,” lyder det fra iværksætteren.
Indtil sidste år drev Camilla Schram sin egen rengøringsvirksomhed og fik derfra indsigt i, hvad der skal til for at forbedre rengøringsoplevelsen. Derudover har hun taget kurser i kemifremstilling og har samarbejdet med et laboratorium, hvor hun kunne være med til at udvikle Humdakins produkter fra start til slut. At være med i hele processen er vigtigt for Camilla Schram for at finde frem til det helt rigtige produkt.
”Jeg ønskede at lave et allergivenligt produkt, men uden at gå på kompromis med effekten. Der skal være en balance mellem ingredienslisten og effekten – og det kan tage lang tid at finde den balance,” forklarer Camilla Schram.
All in fra starten
Humdakin var for første gang at finde på Formland i 2017. Med sommerfugle i maven bookede Camilla Schram dengang en stor stand, for ifølge hende kan man ikke gøre tingene halvt.
”Jeg har turdet at gå all in og satse, og det har været en af de vigtigste årsager til, at Humdakin er blevet en succes,” lyder det fra Camilla Schram.
Siden første messedeltagelse er standen vokset yderligere, og flere produkter er blevet tilføjet til sortimentet, blandt andet en håndcreme i to nye dufte.
”Jeg er rigtig glad for Formland, og Humdakin er blevet taget så godt imod på messen, som i høj grad har været med til at gøre Humdakin stort i Danmark,” konkluderer Camilla Schram, som i fremtiden drømmer om at kunne åbne konceptbutikker, hvor der kan skabes et komplet Humdakin-univers.
Under Formland vandt Humdakin prisen ‘Product of the year’, som blev tildelt af et udvalg af danske bloggere.