Efter en pause fra Maison & Objet er det danske designbrand Ferm Living tilbage på messen i Paris. Da 365DESIGN besøger standen, ser det ud til, at der er stor begejstring for, at brandet igen er blandt udstillerne.
”Vi har haft nogle rigtig travle messedage, så vi er meget glade for at være tilbage her på Maison & Objet,” fortæller Katrine Kjersgaard, som er Head of Sales hos Ferm Living, og tilføjer, at hun oplever, at der på denne messe har været flere kunder, der har lagt ordrer på selve messen.
”Jeg synes, at vi denne gang har haft mange kunder, der virkelig har været gode til at spotte nyheder og været meget bevidste om, hvad de vil have,” siger Katrine Kjersgaard og uddyber:
”Samtidig har vi også selv forsøgt at ’træne’ vores eksisterende kunder i at være hurtige til at bestille, da det jo er dem, der bestiller først, som også først får varerne. Og hvis man ikke er hurtig, kan man risikere, at varerne ikke er på lager, så man kommer til at vente længere på dem.”
Alle produkter i deres rette element
Det danske designbrand arbejder sammen med håndværkere overalt i verden og lader den skandinaviske baggrund smelte sammen med globale færdigheder og traditioner. Med en tilstedeværelse i over 40 lande appellerer designet fra Ferm Living til et bredt internationalt publikum.
”Der har været mange internationale kunder forbi standen fra både Europa, USA, Asien og Mellemøsten. Kundekontakten er meget vigtig for os, og her på messen har vi mulighed for at møde vores kunder ansigt til ansigt, samtidig med at de kan røre og mærke produkterne i den nye kollektion,” fortæller Katrine Kjersgaard.
Læs også: Maison & Objet reportage: Sika-Design retter blikket mod kontraktmarkedet
Ferm Livings stand på den parisiske messe er bygget op ligesom brandets showroom i København, hvor skillevægge adskiller hver enkelt rum i hjemmet. Mens 365DESIGN besøger standen, knipser mange besøgende løs med enten mobiltelefon eller kamera af de fine stilleben og inspirerende sammensætninger af produkterne.
Netop det at kunne præsentere produkterne i det helt rigtige univers med den rette styling er ifølge Katrine Kjersgaard en af de største styrker ved en messe.
”Vi har produkter til ethvert rum, og derfor har vi etableret en stand på 80 kvadratmeter, som fuldstændig ligner et hjem med køkken, badeværelse, børneværelse, soveværelse, kontor, stue og spisestue. Vi har fået rigtig god feedback fra kunderne, som synes, at vores stand er meget inspirerende, da de har mulighed for at se, hvad der passer sammen, og få stylingideer til deres egen butik,” forklarer Katrine Kjersgaard.
365DESIGN-redaktionen har besøgt Maison & Objet-messen som del af den officielle pressetur.