Hvorfor køber de ind på Formland? Og hvad går de efter denne gang? Læs mere om, hvordan indkøbere fra butikskæden Decorate Shop og webshoppen Moodings.com bruger messedagene til at sikre det rette produktudvalg til deres forretning.


Artiklen er bragt i 365DESIGNs Formland messetillæg – Formland Autumn 2020


 

Decorate Shop

Mette Damgaard, indehaver

 

 

Hvorfor prioriterer I at besøge Formland?

Vi prioriterer altid at besøge Formland – både for at blive inspireret af trendzoner og foredrag, men også for at købe nyheder ind fra vores leverandører. Vi håber selvfølgelig også altid på at finde nogle nye mærker og varer, som vi kan tilføje til vores sortiment.

 

Hvordan planlægger I jeres besøg på Formland?

Vi gennemgår altid udstillerkataloget på forhånd, men vores erfaringer har dog lært os, at det fungerer bedst for os at planlægge så få møder og aftaler på messen som muligt. På den måde kan vi tage det i vores eget tempo, har tid til at falde over sjove ting og ikke mindst falde i snak på de messestande, vi kommer forbi. Vi sørger altid for at komme forbi de brands, vi forhandler, så vi kan se og mærke deres kollektioner. Ellers har vi en meget udforskende tilgang og sørger altid for, at vi har været gennem samtlige haller og gange. Det kan bare være en lille ting, som fanger vores blik og får os til at gå ind og kigge på en messestand.

 

Hvad går I efter at købe ind ved denne messe?

Vi køber løbende ind, både når der kommer nyheder, men også når vi falder over noget nyt, som, vi synes, passer ind i vores butikker. Det er derfor svært på forhånd at sige, hvad vi går efter, da det afhænger meget af, hvad vi køber hjem op til messen. Vi sørger dog altid for at lytte til, hvad vores kunder efterspørger – som de går forgæves efter hos os – så vi på den måde kan finde produkter, som vi ikke allerede har.

 

Hvordan påvirker Covid-19 jeres indkøb?

På grund af Covid-19 tænker vi naturligvis mere over økonomi i forhold til indkøb, end vi normalt ville gøre. Vi synes dog heldigvis, at der er kommet godt gang i vores butikker igen, så det er ikke i så høj grad i vores bevidsthed. Vi forsøger at balancere mellem at købe de varer, vi føler os helt sikre på, men samtidig ikke tage alt for sikre valg, da vi er i en branche, hvor vi også er nødt til at tage chancer og prøve anderledes design af.


 

Moodings.com

Alexander Thygesen, direktør

 

 

 

Hvorfor prioriterer I at besøge Formland?

Formland er en af de messer, vi besøgte først, da vi stiftede Moodings for fem år siden. Messen er nem at besøge, og vi bliver ved med at finde de produkter, som var vores kernebase, da vi startede virksomheden – nemlig boligaccessories. Netop Autumn-udgaven af Formland er vigtig for os i forhold til at finde gode produkter til julegaver, som er en stor del af vores forretning. Vores to årlige besøg på Formland giver os mulighed for at mødes med vores leverandører på en effektiv måde og se, hvad de har af nyheder, samtidig med at vi kan opdage nye brands.

 

Hvordan planlægger I jeres besøg på Formland?

Vi plejer at være én dag på Formland, så for os handler det om at planlægge vores besøg, så det er så effektivt og udbytterigt som muligt. Inden messen screener vi derfor udstillerlisten og ser, hvem af vores eksisterende leverandører, der udstiller, og så aftaler vi at mødes med dem under messen. Vi har også en ønskeliste med brands, som vi ikke har haft tid til at skabe kontakt til før – så hvis de kommer på messen, så får vi sat et reelt møde med dem i bogen. Derudover sætter vi også tid af til at gå på opdagelse og ’sparke til dækket’ hos nye brands for at se, om de kan passe ind i de produktgrupper, som vi sælger godt. Her kigger vi blandt andet på, om brandets visuelle identitet og prispunkt passer med det, vi i forvejen sælger.

 

Hvad går I efter at købe ind ved denne messe?

På grund af Covid-19 er næsten en hel messesæson blevet skubbet. Derfor vil vi bruge Formland til at se, hvad der rører sig i branchen, og hvilke trends der er aktuelle lige nu. Derudover har vi fokus på, hvilke produkter vi skal sælge fra oktober og frem. Her er Formland god, for messen giver os rig mulighed for at finde mindre produkter – brugskunst og boligaccessories – som egner sig godt til julegaver.

 

Hvordan påvirker Covid-19 jeres indkøb?

Som mange andre fik vi en våd klud i ansigtet, da Danmark blev lukket ned i marts. I de efterfølgende uger havde vi et benhårdt fokus på, hvilke varer i vores sortiment som fungerer, og hvilke som skulle ryddes op i. Heldigvis normaliserede tilstanden sig hurtigt for os, og vi er vækstet gennem krisen. Krisen har givet os anledning til at analysere, hvad vi skal være stærke på fremadrettet, og vores indkøbsmatrix har derfor også forandret sig. En af vores styrker på indkøbssiden er, at vi har automatiseret vores løbende bestillinger, som gør, at vi har været rimelig agile gennem krisen.

 

Foto: Formland, Tony Brøchner, MCH