Et springbræt for iværksættere

I hal L på Formland, hvor Creators Community-området er at finde, kan de besøgende møde talentfulde iværksættere, som drømmer om at få fodfæste i designbranchen. 365DESIGN har talt med to af udstillerne i Creators Community, Taishō og Mumutane, som begge henter inspiration fra andre kontinenter i verden. 


Artiklen er bragt i 365DESIGN Formland Spring 2020.


Taishō

Mads Taiki Pedersen og Ida Holm. Foto: Taishó

 

Hvor lang tid har brandet eksisteret, og hvordan har det udviklet sig?

Vi etablerede Taishō i januar 2019, så vi har lige omkring et år på bagen. I starten havde vi få farvemuligheder til hvert enkelt design – nogle af vores design havde endda kun én farvemulighed. Som månederne er gået, har vi observeret, at vores kunder sætter stor pris på at kunne få plakaten i lige dén farve, der passer ind i den enkeltes hjem. Vi har derfor nu i højere grad farverne i fokus, og vi udvikler konstant nye farveversioner både til nye design men også til vores eksisterende design. Siden vi lancerede vores webshop og tilhørende sociale medier i starten af april, har opmærksomheden omkring vores brand udviklet sig meget hurtigt. Vi har på nuværende tidspunkt over 10.000 trofaste Instagram-følgere, over 1.000 e-mail-abonnenter og omkring 15 forhandlere.

 

Hvad kendetegner brandets design?

Overordnet set er muligheden for forskellige farvevalg dét, der kendetegner Taishō. I kraft af vores brede farvesortiment samt muligheden for selv at farvedesigne sin plakat har vores kunder rig mulighed for at personliggøre deres hjem alt efter, hvilken stil de ønsker at udtrykke. Alle plakater printes med 12-farveplotter på mat kvalitetspapir for at opnå ekstraordinær farveskarphed og -dybde, som også er kende­tegnende for vores design.

Vi har desuden nogle særdeles populære plakater som for eksempel ’Sulten Geisha’ og vores ’Krusedulle’-serie, som har en høj genkendelighed hos vores kunder.

 

Hvad er det ved japansk æstetik, der tiltaler jer?

Den ene halvdel af os har japanske rødder, så Japan har altid været en meget naturlig og nærtliggende inspiration for os. Vi bliver især inspireret af japansk kultur mere end japansk æstetik som sådan, for eksempel i vores plakater ’Sulten Geisha’, ’Klaphat’ og ’Udon’, hvor inspirationen ikke er til at tage fejl af. Nogle af vores plakater har dermed nogle meget direkte japanske referencer, mens andre slet ikke har det. Det er vigtigt for os ikke at tvinge en inspiration ind i alt, vi laver, men derimod omfavne den, når den lige rammer os.

 

Hvad forventer I at få ud af at deltage på Formland?

Vi forventer at møde en masse inspirerende mennesker, som repræsenterer såvel små virksomheder som os selv samt større veletablerede virksomheder. Vi ser især frem til at være en del af det kreative iværksættermiljø i Creators Community, hvor vi forhåbentlig både kan inspirere og blive inspireret.

Vores forventning ved deltagelsen på Formland er selvfølgelig også at skabe kontakt til interessante samarbejdspartnere – både i ind- og udland. Under messen vil det være vores fokus at fortælle om vores design og fremhæve muligheden for at personliggøre og differentiere sig i kraft af vores brede farvesortiment. Det, mener vi, giver stor værdi for både forhandleren og slutforbrugeren.

 


Mumutane

Maria Kastrup Lausten og Line Dalby Gundersen. Foto: Mumutane

 

Hvor lang tid har brandet eksisteret, og hvordan har det udviklet sig?

Vi stiftede Mumutane – nordic design african tradition i 2018. Mumutane designer og forhandler grafisk og farverigt boligtilbehør i et miks mellem nordisk og afrikansk design for at vise, hvordan to forskellige designtraditioner kan bruge hinanden og skabe noget anderledes og unikt.

Maria er cand.merc. fra Handelshøjskolen i Aarhus og Line er cand.des. fra Designskolen Kolding, og ideen til at starte Mumu­tane opstod gennem en fælles passion for bæredygtighed, design og iværksætteri. At det blev Afrika, som blev inspirationskilden til Mumutanes design er ikke nogen tilfældighed, da landet er i en rivende udvikling disse år. Ifølge de to iværksættere bag brandet har Afrika har noget helt særligt og interessant at byde på, og kontinentet udses til at blive den næste store trendsættende spiller inden for mode og design.

Mumutanes koncept koncentrerer sig omkring bæredygtighed, minimering af tekstilspild, socialt ansvar og fair vilkår for alle. Derfor er kollektionen bygget op omkring, at materialer købes hos små forretningsdrivende i Afrika for at støtte den lokale udvikling, og tekstilerne er så vidt muligt overskudstekstiler. Vi er desuden inspireret af ’give work’- filosofien, og derfor produceres nogle produkter af en lokal skrædder i Abuja og hos Huset Venture, som er en af Danmarks største socialøkonomiske virksomheder. Navnet Mumutane betyder ‘vi mennesker’ på hausa, som er et af de største sprog i Afrika. Det manifesterer budskabet om, at samarbejder på tværs af kulturer og lande­grænser kan skabe bedre vilkår for flere.

 

Hvad kendetegner brandets design?

Produkterne fra Mumutane er kendetegnet ved en masse skønne farver og klare, grafiske print. Vores formgivning er inspireret af det enkle nordiske kombineret med farverige afrikanske tekstiler. Dette samspil giver nogle unikke produkter, og farverne sætter ofte gang i det gode humør. Det er blot ét af de karakteristika, som vi finder fascinerende og forfriskende anderledes end den stramme, minimalistiske og måske indimellem lidt kedelige nordiske stil. I dag forhandler vi primært vores egne design af sofa- og pyntepuder, kimonojakker og tote bags på vores website, men vi kuraterer og forhandler også andre produkter, som medvirker til at sætte fokus på den afrikanske tradition og kultur.

 

Hvad er det ved afrikansk æstetik, der tiltaler jer?

Alle vores egne design er lavet af afrikansk ’wax print’-tekstil, som har været brugt til beklædning i Afrika i mere end 200 år. Det, vi er inspireret af i denne form for tekstil, er, at det gennem print og farver indeholder en masse symboler og fortællinger, som symboliserer traditioner, livet i Afrika og store og små begivenheder. I Afrika bruges tekstilerne stadig til at signalere forskellige budskaber til omverdenen, og traditionen er så stærk, at den stadig bruges af nye, upcoming afrikanske designere, hvilket fortæller noget om, hvor stor betydning wax print har i den afrikanske kultur og tradition. Vi vil gerne ruske op i den skandinaviske tradition, der efterhånden er gået i stampe i forhold til farver og kreativitet, hvor det nærmest er 50 shades of grey, der er den danske farvepalette. Hos Mumutane er vi meget fascineret og inspireret af den afrikanske æstetik, og det kan vi sagtens lære af her i Norden.

 

Hvad forventer I at få ud af at deltage på Formland?

Ved at deltage i Creators Community på Formland forventer vi at møde en masse interessante mennesker – både besøgende, andre iværksættere, fagpersoner og forhåbentlig endnu flere skønne, kommende kunder fra detailbranchen. Vi vil rigtig gerne vise vores univers frem, da det skal opleves, mærkes og især høres gennem de mange fine symboler og fortællinger. Vi håber, at de besøgende bliver inspireret til at få mange flere farver ind i deres personlige hjem, og at detailhandlere får lyst til at give den gas med farverige unikaprodukter, der har en bagvedliggende dybere mening.