Interiør– og designmessen Formland og designduoen Studie Flyhelsted hylder naturens nuancer og materialer på messens trendzone. Navnet på trendzonen er ‘A kind of nature’, og på alle sine 275 kvadratmeter vil naturen bringes i centrum.

På interiør- og designmessen Formland Spring 2019 hyldes naturens nuancer og materialer i årets trendzone ‘A kind of nature’. Designduoen Studie Flyhelsted står bag årets trendzone, der bringer naturen i centrum og fremhæver dens kvaliteter som evig inspirationskilde.

Inspirationen til trendzonen har rødder i 70’erne og 80’erne, hvor naturmaterialer som sisal, kork og hessian var dominerende. Ambitionen med trendzonen er den skal være et naturligt boost af inspiration og næring i en tid, hvor forbrugeren stiller større krav til bæredygtighed, materialevalg og anvendelsesmuligheder. Derudover skal zonen tage de besøgende med til en opdateret udgave af en tid, hvor der var større fokus på ro, harmoni og autenticitet fremfor klimakrise, digitalisering og ‘fake news’.

Designduoen Studie Flyhelsted, som står bag trendzonen, består af indretningsarkitekt Mille Fly og fotograf Sofie Helsted. Til seneste Formland-messe i august begavede de messen med ‘freaky crazyness’ under temaet ‘House of Freakebana’ i en iscenesat farveeksplosion. På den kommende messe tager deres fokus en 180 graders drejning.

”Naturen er omdrejningspunktet for vores eksistens og har derfor et naturligt fokus. Vi søger naturmaterialer og håndlavede produkter, som giver os en fornemmelse af noget originalt og ægte. Vi søger produkter med et personligt udtryk og en historie, der rammer os,” forklarer Mille Fly i en pressemeddelelse.

Trendzonen ‘A kind of nature’ kan opleves i Hal D på Formland Spring den 31. januar-3. februar i MCH Messecenter Herning.