Messeoptakt: Franske Maison & Objet sætter fokus på fremtidens arbejdsplads

Når Maison & Objet afholder messe i begyndelsen af september i Paris, er det med hovedfokus på indretning af fremtidens arbejdsplads. 365DESIGN har talt med Rebecca Mitchell, Senior PR Manager, om kommende messes tema, program og udvikling.

Tema

‘Let’s work together – making workplaces feel like home’. Dette er overskriften for den kommende Maison & Objet-messe, der finder sted fra den 6. til 10. september 2019, hvor der sættes fokus på indretningen af frem­tidens arbejdsplads. Vores måde at arbejde på er nemlig under forandring. Digitaliseringen gør os mere mobile og befrier os fra traditionelle arbejdsomgivelser. I dag er arbejdet nomadisk, og antallet af ‘co-working spaces’, som tilbyder en mere fornøjelig og interaktiv måde af arbejde på, vokser markant overalt i verden. I lyset af disse nye udfordringer søger producenter, distributører og rumplanlæggere mod boligdesign for at give arbejds­områder mere personlighed og for at gøre dem mere imødekommende, komfortable og kreative.

 

Det sker

Når Maison & Objet slår dørene op, vil der være spotlight på temaet ‘Work’. De allerbedste møbler til indretning af kontorer og arbejdsområder vil blive fremvist i et område på 1.000 kvadratmeter og ledsaget af en oversigt over alle de udstillere på messen, der tilbyder arbejdsrelaterede designløsninger. Temaets mest spændende, nye fund, som vil blive kureret af designer Chantal Hamaide og iscenesat af indretningsarkitekt Philippe Boisselier, præsenteres i et ‘What’s New’-område. I samarbejde med en række eksperter vil Maison & Objet introducere et konferenceprogram, som fokuserer på de centrale emner i forhold til de nye multifunktionelle mødesteder. Messen vil desuden skabe sit eget ‘co-working space’, som vil blive afsat til forretningsmøder.

 

Udvikling

Siden 1995 har Maison & Objet været verdens største event for professionelle aktører i livsstils-, interiør- og designbranchen. Med omkring 90.000 besøgende på hver af de to årlige messer, hvoraf cirka 50 procent kommer fra andre lande end Frankrig, har Maison & Objet manifesteret sig som et vigtigt mødested for både etablerede brands og spirende talenter. Messen, som breder sig over 115.000 kvadratmeter i Paris Nord Villepinte, er således blevet en katalystor for både udvikling og vækst i branchen.

 

Fakta

Hvornår afholdes messen: 6.-10. september 2019

Hvor afholdes messen: Paris Nord Villepinte

Antal udstillere seneste sommermesse: 3.000

Forventet antal udstillere til kommende messe (ca.): 3.000

Antal besøgende seneste sommermesse: 90.000

Antal besøgende til kommende messe (ca.): 90.000