Messeoptakt: Tendence byder flere nye udstillere velkommen

I 2017 rykkede den tyske messe Tendence datoerne fra august til slutningen af juni. Siden da er flere nye initiativer og områder kommet til, og det tiltrækker udstillere, som ikke tidligere har været at finde på Tendence.  

Den tyske design- og interiørmesse Tendence, der afholdes i Frankfurt, åbner i år dørene fra den 29. juni til den 1. juli. Under messedagene vil flere end 800 udstillere tilbyde de mere end 17.000 besøgende masser af inspiration og nye produkter.

Udover de mange udstillere, som i mange år har været ’fast inventar’ på messen, så vil Tendence i år byde et stort antal nye udstillere velkommen.

”Vi er glade for, at det nye halkoncept er blevet taget så godt i mod, og at vi har været i stand til at tiltrække så mange nye, førsteklasses udstillere til vores veletablerede messe,” siger Philipp Ferger, Group Show Director på Tendence, i en pressemeddelelse, og fortsætter:

”Det viser, at det var den rigtig beslutning at re-planlægge Tendence, og at vi har en god forståelse for behovet i branchen.”

Blandt de nye udstillere på Tendence finder man flere danske af slagsen, blandt andet Au Maison, Kreafunk og Specktrum.

 

Tre udvalgte områder på Tendence

Tendence Academy
Foredrag og workshops med forskellige eksperter i Hal 8.0. Se programmet her.

Talents
I Hal 8.0 præsenterer 25 nye designere deres arbejde inden for områderne kunsthåndværk, design og smykker. Læs mere om Talents-området her.

Concept Store
I Concept Store-området, som er kurateret af The Retail Academy, kan de besøgende finde inspiration til, hvordan de kan skabe et unikt butikskoncept. Concept Store er placeret i Hal 8.0.

 

Vil du læse om endnu flere områder på Tendence? Gå på opdagelse her.