I denne sæson præsenterer Formland et nyt, bæredygtigt område på messen. 365DESIGN har talt med et af de brands, der indgår i udstillingen i det nye område.

Formland Autumn 2019 hylder den bæredygtige tankegang i møbel-, design- og interiørbranchen med et nyt område på messen. Området går under navnet We Care og skal give besøgende et inspirerende indblik i miljørigtig produktion, zero waste-kultur samt fremtidens bæredygtige designprodukter. Det skriver Formland på sin hjemmeside. 

Området byder på en udstilling af bæredygtige design, der er fremstillet i genbrugsmaterialer, ligesom besøgende også kan opleve billeder og film af udstilleres materialer og produktion.

365DESIGN har talt Lübech Living, der i ni år har udstillet bæredygtige produkter på Formland, og som også indgår i udstillingen i We Care-zonen.

”Lübech Living startede for ni år siden med at udstille bæredygtige produkter på Formland og har haft 100 procent fokus på bæredygtighed lige siden. De ni år har givet os en meget bred indsigt i bæredygtighedens muligheder og begrænsninger, som vi har delt med Formland-teamet. På We Care-området vil besøgende for eksempel kunne opleve billeder og film af vores materialer og produktionen af vores nyeste No Waste Paper koncept,” fortæller Susanne Frost Lübech Poulsen, til 365DESIGN.

Lübech Living er en del af We Care-zonen, fordi brandet mener, at det er vigtigt, at møbel-, design- og interiørbranchen øger sit fokus på bæredygtighed. Susanne Frost Lübech Poulsen påpeger dog også, at den bæredygtige tankegang både kan besværliggøre og forlænge processerne.

”Vi har et ansvar på lige fod med alle andre brancher i vores samfund. Jeg anerkender, at det bæredygtige fokus kan besværliggøre og forlænge processerne, men mulighederne er der. Lige nu producerer vores brancher store mængder produkter, der ikke tager højde for miljøet og menneskelige forhold. Jo mere fokus der bliver sat på bæredygtighed i branchen, jo hurtigere sker udviklingen og jo lettere bliver tilgængeligheden for os alle,” fastslår Susanne Frost Lübech Poulsen.

We Care-zonen kan opleves i Hal E under denne sæsons Formland, der finder sted i MCH Messecenter Herning fra den 15. til den 18. august 2019.