Verdens største møbelmesse, Salone Del Mobile, er som følge af udbruddet af coronavirus i Italien nu rykket til juni.

Det berygtede coronavirus, der gjorde sit indtog i Kina i begyndelsen af januar, bliver nu årsag til, at verdens største møbelmesse, Salone Del Mobile.Milano, nu bliver rykket frem til juni. Det skriver det britiske online arkitektur- og designmagasin Dezeen.

Messen skulle efter planen være afviklet mellem den 21. og den 26. april i år, men som følge af udbruddet af coronavirusset i Italien er messen nu rykket til at finde sted mellem den 16. og 21. juni 2020.

”Som følge af et ekstraordinært møde i bestyrelsen for Federlegno Arredo Enventi og i lyset af det nuværende offentlige sundhedsnødstilfælde er det blevet besluttet at udskyde den kommende messe,” skriver messen i en officiel erklæring, hvori det fremgår, at bestyrelsen har stor opbakning til udskydelsen fra Milanos borgmester, Gisueppe Sala.

”Jeg opfordrer vores kollegaer i indretningssektoren og Salone Del Mobile til at stå sammen og sikre, at Milano ikke går helt i stå. Vi er nødt til at arbejde målrettet for at standse spredningen af virusset, men vi må også sørge for ikke at sprede en virus af mistillid,” udtaler Milanos Borgmester ifølge Dezeen i en video på Twitter.

Blandt de danske udstillere på messen er blandt andre Louis Poulsen Lightning, Kvadrat, House of Finn Juul og Muuto.