IMM Cologne har igen i år afholdt en succesfuld messe. Det kan især ses på det stigende besøgstal, som den tyske messe har haft.

Den tyske messe IMM Cologne rundede weekendens messe af med positive besøgstal. Det viser en rapport, som messen har offentliggjort. Fordelt på syv dage havde messen sammenlagt et besøgstal på 150.000, hvilket er en stigning på 20 procent i forhold til sidste år. Over 50 procent af de besøgende på messen var udenlandske gæster.

 

Populær international messe

Ifølge rapporten var besøgende fra i alt 145 lande rejst til Køln i Tyskland for at opleve interiør– og køkkenmessen i januar 2019. Ud af 150.000 udgjorde de udenlandske gæster 78.000, hvilket svarer til 52 procent. Det er en stigning på 2 procent siden 2017.

Messen modtog en hel del flere besøgende fra specielt Kina, Nord- og Sydamerika. Besøgstallet fra Kina steg med 23 procent, Nordamerika med 15 procent, og Sydamerika med hele 29 procent. Den administrerende direktør for IMM Cologne er tilfreds med resultaterne.

”Disse resultater understreger endnu engang, at Køln er stedet at være for den globale verden inden for ​​indretning. De sidste syv dage har tydeligt vist, at det er her i Køln, at branchen sætter retningen for det kommende år,” siger Gerald Böse, administrerende direktør for Kölnmessen.

IMM Cologne messen blev afholdt fra den 14.-20. januar 2019. Blandt de besøgende i år deltog blandt andet de danske virksomheder Jysk og IDdesign.