Velkommen til Hotel Charlottenborg

Charlottenborgs gamle, smukke festsal og det tilhørende Audiensgemak på Kunstakademiet på Kongens Nytorv i København bliver under designeventen 3 Days of Design omdannet til en kurateret designudstilling med 16 danske møbelvirksomheder, som sætter fokus på hotelindretning. 

Artiklen er bragt i 365DESIGN nr. 2 2019.

 

Brancheforeningen Træ- og Møbelindustrien, som hører under Dansk Industri, byder under 3 Days of Design 2019 velkommen til en helt speciel designudstilling under overskriften Hotel Charlottenborg, hvor de historiske lokaler på Kongens Nytorv i København indrettes med en række tableauer, som hylder dansk design og håndværk og samtidig leger med ideen om et hotel.

”Udstillingen har fokus på gæstfrihed, det at skabe et hjem væk fra hjemmet og zonen mellem det private og det offentlige, som er nogle af de interessante tendenser, vi i øjeblikket aflæser i indretningen af mange nye restauranter og hoteller,” fortæller Didde Rishøj, som er konsulent hos Dansk Industri, og uddyber:

”Hotelrammen er derfor både en kreativ ramme for at skabe en udstilling – og interessant for de deltagende virksomheder, fordi netop kontraktmarkedet er meget attraktivt.”

 

Kurateret hotelunivers

De deltagende virksomheder i designudstil­lingen er Fritz Hansen, Kvist Industries, Skovby Møbelfabrik, Re Nature Beds, Møbel­snedkeri Kjeldtoft, Magnus Olesen, Eilersen, Cane-line, Randers+Radius, Vahle, W.O. Interior, Overgaard & Dyrman, Søren Lund Møbler, Four Design, Brdr. Petersen og Form and Refine.

”Udstillergruppen er sammensat af både store og små, unge og mere etablerede virksomheder. Virksom­hederne vil vise en blanding af helt nye møbler, produkter med en særlig god historie eller elementer, som er vinklet særligt ind i Hotel Charlottenborg-rammen,” forklarer Didde Rishøj.

Hotel Charlottenborg er kurateret af holdet bag det nye internationale magasin Ark Journal, som har fokus på interiør, design, arkitektur og kunst. Her har dygtige sty­lister og kreative kræfter udvalgt møbler til designudstillingen i samarbejde med de udstillende virksomheder.

 

Fælles platform skaber synergier

Designudstillingen, som er koordineret af brancheforeningen Træ- og Møbelindustrien og drevet af fondsmidler, bygger videre på sidste års succes med at samle en række virksomheder på én fælles platform under 3 Days of Design.

”Vi havde sidste år rigtig gode erfaringer med at skabe en fælles udstilling, som både gjorde det muligt for mindre virksomheder at spille en rolle til 3 Days of Design og samtidig skabe gode synergier mellem virksomhederne,” konkluderer Didde Rishøj.

Charlottenborgs store indergård bliver transformeret til Hotel Charlottenborgs café med udemøbler og bar, så Didde Rishøj og arrangørerne håber på sommervejr som i sommeren 2018 og inviterer alle køben­havnerne til at bruge gården som café.

 


Fakta

  • Hvor: Charlottenborg, Kongens Nytorv, København
  • Hvornår: Den 23.-24. maj kl. 10-18 og den 25. maj kl. 10-14
  • Hvem: Udstillingen er åben for alle

Udstillere

  • Fritz Hansen
  • Kvist Industries
  • Skovby Møbelfabrik
  • Re Nature Beds
  • Møbelsnedkeri Kjeldtoft
  • Magnus Olesen
  • Eilersen
  • Cane-line
  • Randers+Radius
  • Vahle
  • W.O. Interior
  • Overgaard & Dyrman
  • Søren Lund Møbler
  • Four Design
  • Brdr. Petersen
  • Form and Refine