I går vedtog EU-Parlamentet nye regler, der stiller krav til holdbarhed og som giver forbrugerne ret til at få repareret elektronikvarer. Næste skridt kan blive møbler og design.

I et forsøg på at gøre op med vores kollektive ‘smid væk-kultur’ stemte Europa-Parlamentet tirsdag om en ny EU-lovgivning, som fremover skal sikre længere holdbarhed for en række produkter ved at give EU’s forbrugere ‘ret til reparation’. Det skriver Ritzau.

Målet med de nye regler er både at tage hensyn til miljøet og gøre det billigere for borgerne i EU. Det nye ‘right to repair’-direktiv vil i første omgang gælde hårde hvidevarer og elektroniske produkter, men der er forventninger til, at lovgivningen med tiden vil gælde flere varegrupper.

Christel Schaldemose (S) er et af de danske medlemmer af EU-Parlamentet, som trykkede ja under afstemningen. Hun fastslår, at forslaget vil indvarsle en kulturændring i vores forhold til forbrug.

“Lige nu kigger vi ind i en fremtid, hvor forbrugsmønstrene bliver nødt til at ændre sig. Vores ‘brug og smid væk’-kultur kan ikke fortsætte. Derfor er jeg tilfreds med, at vi nu sætter rammer op for en mere bæredygtig forbrugskultur,” siger Christel Schaldemose ifølge Ritzau.

Afstemningen var en del af den såkaldte ecodesign-forordning, som også skal sætte rammer for at sikre længere holdbarhed på en række EU-produkter. Det første, som forordningen vil fokusere på, er, ligesom ‘right to repair’-direktivet, elektriske og elektroniske produkter, men fremover kan kravene til øget holdbarhed også komme til at gælde tøj- og møbelbranchen. Sådan lyder i hvert fald forventningerne – også blandt danske eksperter.

“Det kunne meget vel være, at det også kommer til at handle om tøj og sko og så videre,” forklarer Michael Søgaard Jørgensen, der er lektor i bæredygtig innovation og omstilling hos Aalborg Universitet i København overfor DR.

Han forklarer videre, at potentialet ved forordningen er stort, men at meget kommer til at afhænge af de konkrete krav, som bliver stillet til producenterne. Han fastslår dog, at lovgivningen kan blive både omfattende og ambitiøs, hvis forbruger- og miljøorganisationer også får noget at skulle have sagt undervejs.

“Det bliver spændende at se, hvilke former for armlægning der dels kan blive mellem forskellige koncepter mellem forskellige producenter, og hvor stærk er forbrugerbevægelsen og miljøbevægelsen i forhold til at få presset nogle krav igennem,” siger han til DR.

Foto: Unsplash