Der bliver stillet skarpt på ekstremerne i de nye farver fra Pantone.
Kontrasterne bliver trukket op i Pantones nye farveguide, hvor vi finder det ekstreme i enhver situation. Vi går fra kolossalt kaos til længslen efter stilhed og ro. Vi søger evnen til at kunne navigere lige midt imellem de to modpoler og midt i det hele opstår en ny form for ´WOW-ekstremisme. Med de nye farver fra Pantone AW 23/24 får farverne egenskaber og tager os derhen, hvor det ekstreme bliver velkendt, og hvor det normale var noget, vi engang kendte. Det er, som om vi befinder os midt i noget, som er ude af vores kontrol.
Vi går fra det ultimative kaos til det ekstremt stabile, hvor fronter er trukket op og alt er til diskussion, over i det mystiske til det over-autentiske univers, som derefter fortsætter over mod de store, eksistentielle linjer, og videre i de ekstremt romantiske og subjektive emner. Alt i alt bliver de episke grænser trukket op og farverne formår at rumme alle livets aspekter og emotionelle behov.
Vi føler den konstante splittelse imellem længslen efter det vilde og outrerede, samtidig med at længslen efter det konservative og velkendte ligger som et basalt behov.
Tre farveuniverser
Farverne fra Pantone tager os igennem tilværelsens mange facetter, hvor ekstremerne på en særlig måde bliver overgjorte og optrukket i en sådan grad, at spændevidden bliver testet. Med farver som Strong Blue, Balsam, Arctic Ice, Micro Chip og Storm Gray fornemmer vi, at noget er på spil i den nye sæson.
Vi bevæger os særligt igennem tre farveuniverser, hvor det første hylder den ny-fundne frihed, hvor farvekontrasterne bliver trukket op. Det andet univers er præget af ro og afbalancerede farver, hvor man fornemmer en intens stabilitet.
Men der findes også et sted lige midt imellem, i det tredje univers, hvor en fremtid kan spire frem og forbinde de to poler. Et sted, hvor kompromisernes svære kunst kommer i spil. Spørgsmålet er, hvilken vej du vælger at følge og hvor lang tid, rejsen kommer til at vare.
Læs mere om Pantones farverige universer, den nye form for ´WOW’-ekstremisme, og hvordan den kommer til udtryk i de nye farveskalaer i ’Pantone View Colour Planner – WOW!’.
Foto: Pantone