Danish Design Award hylder danske designtalenter, og det er nu muligt at indsende designløsninger til den anerkendte prisuddeling.

Det er endnu en gang blevet tid til at hylde de danske designtalenter ved et storslået show til Danish Design Award, der løber af stablen til foråret 2020. Der er nemlig nu åbnet op for indsendelse af designforslag inden for 15 forskellige kategorier, som vil blive vurderet af en udvalgt jury bestående af 15 medlemmer, der alle er tilknyttet designbranchen.

Danish Design Award uddeles af Dansk Design Center og Design Denmark, der har indgået et samarbejde med henblik på at skabe en markant, national designbegivenhed i international klasse.

Design kan skabe værdi på mange forskellige parametre, og med prisuddelingen hylder Danish Design Award den forskel, som dansk design gør i samfundet, i virksomheder og for individet.

For at kunne deltage i Danish Design Award skal designet være skabt inden for de seneste fire år og være tegnet eller produceret af en dansker.

Fristen for indsendelse af designløsninger er den 6. december 2019 kl. 12.00.

Det er muligt at deltage i følgende 15 kategorier:

  1. Better Learning
  2. Better work
  3. Feel good – furniture
  4. Feel good – product
  5. Game changer
  6. Healthy life
  7. Liveable cities
  8. Message understood
  9. Understanding service
  10. Save resources
  11. Icon award
  12. Employment growth
  13. Visionary concepts
  14. Young talent
  15. People’s choice