Efter et besøg på Formland i sidste uge har den svenske trendekspert Trendstefan udpeget årets største trends.
Stefan Nilsson, som også går under navnet Trendstefan, har besøgt Formland Spring 2019 for at spotte de tendenser, som vi kan forvente at se i 2019.
Farver, farver, farver
Som 2018 vil også 2019 være præget af tørre eller ’døde’ blomster, som Trendstefan beskriver dem. Til forskel fra tidligere sæsoner vil tendensen i år være, at blomsterne er farvelagt. De farverige blomster var at se næsten alle vegne på Formland.
Ifølge Trendstefan får pastelfarverne et ’come back’. Det kommer som en lille overraskelse for eksperten, som dog havde forudset trenden, men ikke allerede til SS 19-sæsonen.

70s-vibe
Vi er ikke færdige med farverne. Med inspiration fra 70’erne kommer de farverige glas tilbage på hylderne. Vaser, glas, underkopper og krus i dæmpede farver bliver ifølge Trendstefan en ny trend i 2019. Specielt farverne gul, blå og lyserød vil hitte.

Fokus på bæredygtighed
En anden interessant og vigtig tendens, som flere af messerne i januar 2019 har båret præg af, er ifølge Trendstefan bæredygtighed. En vase skabt af 100 lag genbrugspapir, en taburat med et sæde lavet af svampe og tasker af vegansk læder var blot nogle af eksemplerne på bæredygtige design på Formland.
