Flying Tiger Copenhagen har tirsdag lanceret et digitalt indkøbsunivers, der blandt andet byder på et helt nyt koncept.

Den danske detailgigant Flying Tiger Copenhagen har tirsdag udvidet sit købsunivers med en webshop på domænet flyingtiger.com. Det oplyser Flying Tiger Copenhagen i en pressemeddelelse.

“Det er et stort og vigtigt skridt, fordi vi ønsker at være til stede der, hvor vores kunder er. Vi oplever, at flere og flere efterspørger den unikke kundeoplevelse, de kender fra butikkerne, når de shopper på deres telefon og computer,” udtaler adm. direktør i Flying Tiger Copenhagen, Martin Jemiin, og fortsætter:

”Vi er overbeviste om, at vores satsning på nettet også kan styrke vores butikker. Nu får vi ét sammenhængende økosystem, der kan møde kunderne både på gaden og i deres digitale liv.”

Sammen med den nye webshop lanceres et helt nyt pakkeløsningskoncept målrettet særlige lejligheder, oplyser Flying Tiger Copenhagen i pressemeddelelsen.

Hver pakkeløsning byder på en række produkter til givne lejligheder, herunder ’30-minutters fred’-pakken, ’Det er ingen kunst at male’-pakken og ’Undskyld til naboerne’-pakken.

Flying Tiger Copenhagen tæller mere end 900 butikker på verdensplan, hvoraf de 71 ligger i Danmark. Det er i første omgang de danske kunder, der får glæde af den nye webshop.