Den lokale design butik i Kragelund, Interiør A/S, har i løbet af de sidste fire år oplevet en markant vækst og har mere end tredoblet antallet af ansatte.

På blot fire år har den lokale designbutik i Kragelund, Interiør A/S, oplevet en markant vækst. Omsætningen er i dette tidsrum blevet mere end tredoblet, mens antallet af ansatte er steget fra 5 til i alt 18 medarbejdere.

Årsagen til den eksplosive vækst skal findes i oprettelsen af butikkens egne webshop. Tilbage i 2015 overgik ejerskabet af Interiør A/S til Janus Mortensen, som dengang besluttede at oprette en webshop for butikken. I dag står webshoppen for mere end to tredjedele af den samlede omsætning.

Janus Mortensen peger på, at det er det systematiske og effektive arbejde med onlinedata, som bærer størstedelen af ansvaret for Interiør A/S’ succes.

”Vi har investeret massivt i online tilstedeværelse og testet mange nye teknologier for at lære vores kunder bedre at kende. På den måde kan vi tilpasse vores budskaber til den enkelte kunde og ikke bruge unødvendige ressourcer på markedsføring,” lyder det fra Janus Mortensen i en pressemeddelelse.

Selv om butikken oplever så stor succes med onlinedelen, har det hele vejen igennem været vigtigt for ejer Janus Mortensen at bevare virksomhedens dna:

”I butikken har vi fortsat stort fokus på vores kunder og deres behov for indretningshjælp – blandt andet med to indretningsarkitekter ansat. Vi har i butikken en uformel tilgang til vores kunder, og alle skal føle sig velkomne og have en oplevelse, når de besøger den. Vores onlinekunder får så vidt muligt den samme service, som hvis de handlede i vores fysiske butik, og det er kunderne meget positive overfor.”

Virksomhedens vækst er da også de seneste to år blevet bevist og belønnet med en Gazelle-pris fra Børsen.