En vækst på næsten 12 procent i de første seks måneder har sendt den danske e-handel godt gennem første halvdel af 2018. 25 procent af forbrugslagkagen fordeler sig på de 20 mest benyttede netbutikker, men der er ingen danskere mellem de fem topscorere.

De første seks måneder af 2018 har fortsat givet den danske e-handel medvind i sejlene. De danske forbrugere har i første halvdel af 2018 handlet for 63 mia. kroner, som resulterer en forbrugsstigning på 11,7 procent. Det viser en halvsårsanalyse fra FDIH, Foreningen for Dansk Internethandel.

De flotte tal bringer smilet frem hos Niels Ralund, adm. direktør i FDIH.

”En vækst på knap 12 procent er et rigtig flot resultat, som de danske virksomheder kan være stolte af. Væksten skyldes nemlig i høj grad, at flere virksomheder sælger via nettet, og at de er gode til det. Det giver forbrugerne bedre mulighed for at handle, som de vil, og det afspejler sig i væksten,” fortæller han.

Det fremgår også af analysen, at e-handlen rykker fra computeren over på mobilen. Hvert femte køb i årets første fem måneder er foretaget på en smartphone. Det giver en stigning på 40 procent i forhold til samme periode sidste år.

”Forbrugerne vil handle nemt og bekvemt, og det kan de gøre på mobilen, som flere og flere netbutikker heldigvis er begyndt at prioritere. Jeg er helt overbevist om, at det vil være med til at sikre fin vækst i lang tid – især i takt med at smartphone-generationen bliver mere købestærk,” forklarer Niels Ralund.

Pas på giganterne
Væksten i nethandlen er af flere omgange blevet udpeget til at være skyld i butiksdøden især i provinsområderne. En påstand Niels Ralund ikke er enig i.

”Dansk detailhandel skal ikke se nethandel og fysiske butikker som konkurrenter, for det gør forbrugerne ikke. De handler der, hvor det giver mening for dem, og det skal butikkerne tage højde for.”

I stedet mener han, at man bør være opmærksom på konkurrencen fra de udenlandske giganter inden for e-handel, der tager et stadigt større stykke af forbrugslagkagen.

”De sande konkurrenter er Zalando, Wish, Amazon og andre giganter, som vokser helt vildt. Og jo mere krudt vi bruger på en pseudo-debat om on- eller offline i dansk detailhandel, jo større andele erobrer de. Allerede nu går 35 procent af handlerne til udlandet, og det bekymrer mig, fordi udviklingen bevæger sig mod at ’The winner takes it all’ – altså giganter dominerer nethandlen,” siger han.

Konkurrence er velkommen
25 procent af forbruget inden for e-handel fordeles mellem de 20 mest populære netbutikker, hvoraf ingen af de fem mest benyttede er danske netbutikker.

”Der er rigtig mange dygtige netbutikker i Danmark, og der er stadig plads til dem alle. Jeg frygter dog, at hvis vi ikke udviser rettidig omhu, ender vi med amerikanske eller tyske tilstande, hvor én butik – Amazon – sluger næsten halvdelen af e-handlen,” udtrykker Niels Ralund.

Læs også: 10 gode råd til din butik

Han mener ikke, at det er nok med samarbejde mellem de danske butikker, hvis butikkerne skal kunne konkurrere med de udenlandske mastodonter. For at sikre fair konkurrence og lige vilkår mener Niels Ralund, at politikerne er nødt til at tage aktion.

”Jeg vil gerne slå fast, at danske virksomheder er dygtige og helt klar på konkurrence, men den skal være fair. Det er den ikke, når eksempelvis kinesiske Wish.com, der tordner frem på listen over mest benyttede netbutikker, på grund af forældede postaftaler kan sende varer til latterligt lave fragtpriser til danskerne, undgå moms og told og samtidig se stort på kravene til produktsikkerhed. Det bliver politikerne nødt til at tage det alvorligt – nu. Vi kan ikke vente i årevis på EU-regler, ellers risikerer vi at blive ramt af nogle grimme tømmermænd, når vækstfesten slutter,” konkluderer han.