Læs historien om, hvordan mor og datter kom til at drive virksomheden Columbine sammen, og om hvordan de nytænker og holder deres virksomhed dynamisk og spændende.

Det lå ikke i kortene, hverken at Helle Udesen skulle starte en interiørvirksomhed op, eller at datteren, Sarah Boye Udesen, senere skulle blive en del af virksomheden. Grundstenen til Columbine blev lagt for 16 år siden, hvor Helle Udesen startede virksomheden som et børnebogsforlag.

Columbine er i dag repræsentant på det skandinaviske marked for det belgiske brand J-Line og det hollandske brand Present Time. Present Time tilbyder blandt andet elegante ure og lamper. I januar 2018 kunne Columbine føje den belgiske designgigant J-Line til sine samarbejdspartnere, og de blev således de første til at repræsentere brandet på det skandinaviske marked.

 

Fra forlag til designvirksomhed

Helle Udesen kommer med en baggrund fra forlagsbranchen og har tidligere arbejdet hos Disney og Egmont. Interiørvinklen kom ind ad døren med en veninde, der importerede og forhandlede håndlavede lys. Et foretagende, som Helle Udesen overtog.  Efterfølgende udviklede virksomheden sig, og der blev etableret samarbejde med et hollandsk brand. Med større sortiment og en virksomhed i udvikling skulle der løbes stærkere, og i den forbindelse trådte Sarah Boye Udesen til for at hjælpe i ’et par måneder’. Et par måneder, som nu er blevet til 6,5 år ind til videre. Selv om det var lidt af et tilfælde, at mor og datter skulle ende med at arbejde sammen, er der ingen tvivl om, at det giver rigtig god mening for dem.

”Vi komplementerer hinanden rigtigt godt. Min mor er rigtig god til strukturer i firmaet og budgetter. Alle de tekniske ting. Jeg er meget bedre til alt det kreative og marketing.  Jeg har altid interesseret mig for det kreative, og det interesserer ikke min mor helt lige så meget, så vores samarbejde fungerer bare vildt godt,” forklarer Sarah Boye Udesen.

Sarah Boye Udesen kommer med en handelsuddannelse fra CBS, og hun har tidligere arbejdet i modebranchen.

Foto: Columbine

Columbine ryster posen til Formland

Formland-messen bruger Columbine til at komme i kontakt med eksisterende såvel som nye potentielle kunder. Sarah Boye Udesen fortæller, at det er én ting at se produkterne i et katalog eller på en webshop, men at det giver noget helt andet at stå med varen i hånden.

”Det giver en fed kontaktflade med vores kunder. Vi sørger altid for at sætte noget god musik på og skaber en god rigtig god stemning,” fortæller hun og fortsætter:

”Vi er nødt til at anerkende, at vi er i en branche, som har haft nogle hårde tider, og som stadigvæk har det, men jeg synes virkelig Formland-teamet gør et godt stykke arbejde.”

Til Formland Spring 2019 ryster Columbine posen i forhold til standopsætning.

”Vi kommer til at lave standen som om, at man træder ind i en butik med hylder og oplæg. Lave det fuldstændigt, som trådte man ind i et butiksunivers,” beskriver Sarah Boye Udesen.

Mor og datter medbringer en lang række nye produkter, hvor de selv har haft en finger på pulsen især i forhold til farvetrends.

”Vores produkter har en stram design-dna, så det passer rigtigt godt til dem, at vi bruger farver,” fortæller Sarah Boye Udesen, der forklarer, at alle deres ideer og tiltag er grundigt researchet og gennemarbejdet.

Foto: Columbine

”Vi prøver at lægge så meget tanke i det som muligt. Det er også noget af det, der er med til at differentiere os fra så mange andre: At vi prøver at finde ud af, hvad sker der i trenden, i stedet for at vores stand og kollektion altid ligner det samme. Det tror jeg ikke, man kommer særlig langt med. Jeg tror på, at det er rigtigt vigtigt at lave helt om og tage det med, som fungerer rigtigt godt, men vi sadler også om i forhold til de ting, som vi kunne gøre bedre. Så tester vi nogle ting af, og så må vi se,” slutter Sarah Boye Udesen af.