På messen lægges der vægt på helhedstanken omkring måltidet, og møbel- og interiørbranchen inviteres endnu en gang med til bords.

Inden længe slår MCH Messecenter Herning dørene op til forårets næste messe. Nordens største fødevareunivers, Foodexpo, inviterer indenfor til et oplevelsesunivers. Både for sanserne, men også med øget fokus på møbler og interiør.

Tre af messens ti haller er dedikeret til møbler og interiør til hoteller, restauranter og caféer. Med over 50 udstillere i netop denne kategori, bliver der lagt vægt på helhedstanken omkring maden, og at den kulinariske oplevelse er mere end det, vi spiser.

Flere af udstillerne er positive overfor det øgede fokus på møbler og interiør på messen.

”Det er meget opløftende, at Foodexpo favner møbler og interiør også, for maden kan ikke stå alene. Farven på væggen, tallerkenens kvalitet, stolens komfort og bordets udformning er alle afgørende for den store, kulinariske oplevelse. Derfor er det en meget meningsfuld udvikling med dette tiltag, og vi glæder os til at vise vores ting frem og få en ny og større kontaktflade,” fortæller Jan Thormann, indehaver og konceptansvarlig i Trademark Living.

Det er Daniel Henriksen, salgs- og marketingdirektør i Hübsch, enig i:

”Det er fantastisk for os med det øgede fokus på samspillet mellem mad og indretning, og vi er meget glade for, at indretningsdelen nu bliver en naturlig, integreret del af Foodexpo. Det er vores første gang på messen, og vi ser meget frem til at møde nye kunder og afsøge nye markeder.”

 

Stor opbakning sikrer god inspiration

Hos Foodexpo er man glade for den store opbakning, der har været omkring møbel og interiør-hallerne og mener, at kombinationen af møbler og mad taler ind i et behov i branchen.

”Det er fantastisk, at opbakningen har været så stor, og at møbler og interiør nu fylder tre haller. Det vidner om, at branchen virkelig vil det, og at der er et behov for et tiltag som dette. Der bliver rig mulighed for at lade sig inspirere, og vi glæder os meget til at vise de besøgende alle de nye trends og tendenser,” fortæller Carina Høgsted Kirkegaard, projektleder i MCH Messecenter Herning.

Udover muligheden for at kunne lade sig inspirere af alle de mange nye produkter, er der også lejlighed til at blive klogere på de nyeste hoteltendenser, når livsstilsekspert Mads Arlien-Søborg holder foredrag om de seneste trends på området.

Messen er for alle, som interesserer sig for – og arbejder med mad og som vil have ny inspiration i forhold til fremtidens fødevarer.

Der er 550 udstillere på Foodexpo. De er fordelt på ti haller med fokus på fødevarer og nu også møbler og interiør. Messen bliver afholdt den 27.-29. marts 2022 i MCH Messecenter Herning.

Foto: Hübsch