Efter to år med en coronapandemi, som skabte problemer i forsyningskæderne hos virksomheder over hele verden, begynder propperne så småt at løsne sig. 

Der ser ud til at være lysere tider forude i forhold til de seneste års lange leveringstider og høje omkostninger – i hvert fald vurderer flere store butikskæder, at vi har lagt det værste bag os. Det skriver Finans.

Hos Jysk oplever de, at udfordringerne med flaskehalse og fragtkaos er på retur.

“Vi kan mærke, at flaskehalsene begynder at lette lidt. Vi oplever ikke længere de store problemer med at få de varer hjem, som vi har brug for, og både vores butikker og lagre er fyldt godt op,” siger Martin Fyn Aamand, der er midlertidig kommunikationschef i Jysk, til Finans.

Samtidig arbejder Jysk med at gøre virksomheden mindre afhængig af søtransport ved at etablere leverandøraftaler i Østeuropa.

Problemerne med flaskehalse opstod allerede i starten af coronapandemien, da særligt amerikanernes købelyst steg, og det resulterede i køer på op mod 100 skibe ved de amerikanske havne. Den nuværende inflation og de høje renter har dog lagt en dæmper på forbruget, så der har været en mulighed for at få nedbragt puklen. Samtidig er fragtpriserne faldet drastisk, selv om prisen stadig er meget høj i forhold til prisniveauet, før coronapandemien ramte. På trods af, at det generelt ser lysere ud, kan der ifølge konsulentvirksomheden Xeneta gå helt op mod 12-15 måneder, før flaskehalsene er helt væk.

“Det er ud fra en forudsætning om, at der ikke kommer nye forhindringer. Så længe der ikke gør det, så er vi måske ved at være der, hvor problemerne kan være løst helt om allerede et år,” lyder det fra chefanalytiker hos Xeneta Peter Sand.

Foto: Unsplash