Køkkenproducenten er blevet reddet på målstregen. Mere end 30 jobs er reddet, og flere butikker overlever. 

Hanstholm Køkken overlever på nye hænder. Det blev afklaret i begyndelsen af uge 7 efter knap tre uger som konkursvirksomhed. Redningsholdet består af Lars Gantzel Pedersen, som også var en del af den tidligere ejerkreds, og 2lp, der producerer inventar til detailhandlen, med Villy Jæger som medejer. Villy Jæger overtager desuden direktørposten fra Carsen B. Andersen, der i stedet bliver markeds- og fabrikschef. Lars Gantzel Pedersen er ny bestyrelsesformand.

“Det bliver på et beskåret niveau. Som markedssituationen er i øjeblikket, bliver vi simpelthen nødt til at skære ind til benet, og det betyder, at vi desværre er nødsaget til at starte med et mindre setup, hvor vi bliver repræsenteret i fem byer med to egne og tre franchisebutikker,” siger Villy Jæger i en pressemeddelelse.

Skåret ind til benet betyder, i denne sammenhæng, at Hanstholm Køkken fremadrettet vil have franchise-butikker i Frederikshavn, Aalborg og Svendborg samt beholder de to flagskibsbutikker på Gammel Kongevej i København og på Åboulevarden i Aarhus som kædeejede showrooms.

“Vigtigst for Carsten Andersen og mig personligt er, at vi nu kan lykkes med at effektuere langt den største del af ordreporteføljen således, at kunderne får leveret de ordrer som de oprindelig havde bestilt,” siger Lars Gantzel Pedersen.

Foto: Hanstholm Køkken