De to store danske kontormøbelproducenter, Holmris og B8, har valgt at fusionere. Det nye selskab kommer til at hedde Holmris B8.

Kontormøbelproducenterne Holmris og B8 fusionerer, og det nye selskab bliver en dansk møbelgigant med en milliardomsætning. Hovedsædet og produktionen kommer til at ligge på B8’s lokation i Bjerringbro, hvor selskabet kommer til at beskæftige cirka 180 medarbejdere.

Netop lokationen i Bjerringbro er vigtig for erhvervsmanden Niels Due Jensen:

“Det har været vigtigt for mig og familien, at B8 har fundet en fremtidssikret havn og heri ser jeg fusionen med Holmris, som en rigtig god løsning, der også sikrer at arbejdspladser fastholdes i Bjerringbro,” udtaler Niels Due Jensen i en fælles pressemeddelelse fra de to virksomheder.

Selv om Holmris går ind i fusionen med den største omsætning, så har de brug for stærke rammer til at vokse – og de rammer kan B8 levere:

”B8 besidder i dag en række velimplementerede IT- og ERP-systemer, moderne produktionsfaciliteter og gennemprøvet service- og miljøkoncepter, og det kan vi og vores kunder med fordel drage stor nytte af,” siger kommende administrerende direktør for det nye selskab, Henrik Holmris, i pressemeddelelsen.

Ejerkredsen kommer til at bestå af hovedaktionæren BWB Partners, Niels Due Jensen, Henrik Holmris, Niels Henrik Lauritzen og en kreds af ledende medarbejdere.

Fusionen forventes godkendt af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i løbet af de næste otte uger. Holmris og B8 har valgt ikke at offentliggøre købssummen.