Familiernes egen økonomiske situation i dag vurderes fortsat som bedre end for et år siden. Men tilliden til Danmarks økonomiske situation falder kraftigt, og forbrugerne mener ikke, at det bliver bedre i løbet af et år.
Forbrugertilliden for februar måned ligger på minus 5,2 og er dermed faldet siden januar, hvor den lå på minus 4,1. Gennemsnittet for de seneste seks måneder er på minus 5,7. Det viser de nyeste tal for Danmarks Statistik.
Det lille fald skyldes forbrugernes vurdering af Danmarks nuværende økonomiske situation samt deres forventninger til Danmarks økonomiske situation om et år.
Optimistisk om egen økonomi – ikke Danmarks
Familiernes syn på deres egen økonomiske situation bliver bedre måned for måned. Indikatoren ligger for februar 2021 på 6,0 og er dermed højere end gennemsnittet for de seneste seks måneder, som er 4,4.
Forbrugerne vurderer fortsat, at Danmarks økonomiske situation i dag er dårligere end for et år siden. Indikatoren ligger på minus 33,9, hvilket er det laveste siden maj 2020, hvor den lå på minus 36,2. Indikatoren er også lavere end gennemsnittet for de sidste seks måneder, som ligger på minus 31,2.
Kigger vi et år ud i fremtiden, forventer forbrugerne, at familiernes økonomiske situation ser endnu bedre ud, end den gør lige nu. Forbrugerne er dog ikke nær så optimistiske om Danmarks økonomiske situation og forventer, at denne er værre om et år, end den er nu.
På baggrund af det, vurderer forbrugerne også, at det i øjeblikket ikke er fordelagtigt at anskaffe sig større forbrugsgoder lige nu. Indikatoren herfor er dog steget siden januar og ligger nu på minus 5,7. Det er trods alt også højere end gennemsnittet for de sidste seks måneder, som ligger på minus 7,6.
Foto: Unsplash