Detailsalget falder endnu en gang, selvom der var en lille stigning i januar. Udviklingen afspejler forbrugerforventningerne, de der sidste måneder har været faldende.

Der var ellers en smule optimisme at spore, da detailomsætningsindekset for januar blev offentliggjort. Her var der både stigning på det samlede indeks og flere kategorier.

Men nu er sagen en anden. Detailsalget faldt nemlig med 1,2 procent fra januar til februar 2022, når der korrigeres for prisudvikling, normale sæsonudsving og effekten af handelsdage.

Det er blandt andet et fald i ‘fødevarer og andre dagligvarer’ samt ‘andre forbrugsvarer’ på henholdsvis 2,0 og 1,5 procent, der er årsagerne til den samlede nedgang. ‘Beklædning mv.’ er til gengæld steget med 5,1 procent. Udviklingen afspejler forbrugerforventningerne, som både i februar og særligt marts har været faldende.

Danmarks Statistik
Detailsalget er steget i forhold til sidste år

Selvom detailsalget er faldet fra januar til februar 2022, er tallene for februar stadig højere end i samme måned i 2021, hvis der udelukkende korrigeres for prisudvikling.

Salget i varegruppen ‘Beklædning mv.’ er gået frem med 92,2 procent, mens salget af ‘andre forbrugsvarer’ er steget med 6,3 procent. ‘Fødevarer og andre dagligvarer’ er som den eneste varegruppe faldet med 8,8 procent.

Udviklingen skal ses i lyset af de restriktioner mod Covid-19, der berørte detailbranchen i den pågældende periode.

 

Særligt om de nyeste tal

Opgørelsen af detailhandlens omsætning er overgået til en ny stikprøve, som stadig er i gang med at blive implementeret. Det betyder, at de detaljerede tal i en periode kan være præget af større usikkerhed end normalt.

Overgangen til den nye stikprøve påvirker ikke kvaliteten af de aggregerede tal, men betyder, at der er indberetninger, der kan påvirke opgørelsen af det detaljerede detailsalg uhensigtsmæssigt. Danmarks Statistik har derfor besluttet at udskyde offentliggørelsen af de detaljerede tal.

 

Foto: Pexels