Den europæiske e-handelsrapport er netop udkommet, og den viser, at det boost, som den europæiske e-handel oplevede under pandemiens nedlukninger, fortsatte med at vokse i 2021.
E-handlen i Europa trives. Den europæiske e-handel voksede sidste år med 13 procent og rundede derved 5,3 billioner danske kroner, viser den netop offentliggjorte europæiske e-handelsrapport fra Ecommerce Europe og EuroCommerce.
Selvom visse økonomer havde forudset, at den usædvanlige økonomiske situation, som coronapandemien medførte, ikke ville holde, så viser det sig, at e-handlen stadig buldrer derudaf i Europa. Covid-19 har således forankret e-handlen i samfundet, og særligt de 27 EU-medlemslande handler meget online.
I rapporten fra Ecommerce Europe, der repræsenterer mere end 150.000 fra den digitale handelssektor i Europa, identificeres to tendenser: På den ene side er der normalisering og stabilisering af salget efter en exceptionel årrække. E-handel voksede således videre trods genåbning og normalisering af samfundet, og den forventes at vokse yderligere i 2022, samtidig med at den stabiliseres langsomt. På den anden side identificerer rapporten, at forbrugerne er mere forsigtige og holder mere på pengene. Inflation, krig, forsyningskæder og generel usikkerhed er alle faktorer, der påvirker væksttallene. Dog falder det kun en lille smule, for den digitale handelssektor er blevet uundværlig og mere modstandsdygtig.
“I de sidste to år har detailhandlere fået en masse erfaring med digitalisering. Den acceleration af udviklingen fik et væsentligt skub af pandemien, hvor e-handel og detailhandel spillede en væsentlig rolle. Den udvikling afspejles i denne rapport,” siger Luca Cassetti, generalsekretær for Ecommerce Europe.
Dansk Erhverv har bidraget med tal og kommentarer til rapporten. E-handelsdirektør Niels Ralund fra Dansk Erhverv er en del af ledergruppen i Ecommerce Europe, og han har holdt øje med udviklingen på det danske marked:
”Generelt følger Danmark udviklingen i Europa med stærk vækst under coronaen, og nu er der mere stille, især på grund af usikkerheden hos for brugerne. Vi må med tilfredshed konstatere, at trods væksten i resten af Europa, så er Danmark fortsat helt fremme i førerfelten, når det gælder digitalisering og e-handel.”
Rapporten er opbygget af tal fra EuroStat om den generelle digitalisering i de forskellige lande. E-handlen er beskrevet på baggrund af tal og analyser fra de enkelte lande og er derfor ikke sammenlignelige på landeniveau.
Foto: Unsplash