Der er et lille fald i de danske eksportmarkeder. Aktivitetsfaldet er det første fald siden coronakrisens begyndelse, viser ny analyse fra Danske Bank.
Pengepolitiske stramninger giver fortsat en lavere global ordreindgang, beskæftigelse og produktion. Ifølge Danske Banks eksportbarometer for august 2022 når vi ikke bunden lige foreløbig.
Danske Banks eksportbarometer faldt fra 51,0 i juli til 49,9 i august. Dermed fortsætter den nedadgående tendens, og for første gang siden begyndelsen af coronakrisen er aktiviteten på danske eksportmarkeder således aftagende.
Fremadrettet peger pilen for eksportbarometeret nedad. Inflationen er ikke under kontrol i hverken USA eller Eurozonen, hvilket betyder, at centralbankerne vil fortsætte med at stramme pengepolitikken, selv hvis økonomierne går i recession. Det vil fortsætte med at svække den globale efterspørgsel og dermed yderligere sænke ordreindgang og aktivitet på eksportmarkederne.
Den globale eksport ryster
Det er ikke bare i Danmark, der er problemer med eksporten. Det gælder hele verden, hvor blandt andet fremstillingsvirksomheder oplever tilbagegang, hvilket har betydning for Danmark, da vores største samhandelspartnere alle oplever fald i indekset. Særligt Storbritannien og Kina er pressede. Hos de britiske fremstillingsvirksomheder var der en stor tilbagegang i eksportsektoren i august. Her er PMI-indekset faldet med 4,8 til 47,3. En PMI under 50 indikerer vækstdyk.
I Kina er de stadig ramt af omfattende lokale coronanedlukninger som følge af den kinesiske nultolerance for virusset. Det betyder – igen – et fald i det kinesiske PMI. De kinesiske virksomheder er presset af faldende global efterspørgsel, da mange lande søger nye græsgange for ikke at blive fanget af de kinesiske coronarestriktioner.
Kronekursen spiller ind
Kronekursen svækkes desuden endnu en gang, hvilket gør, at den er på sit laveste siden 2017. Det er dog ikke kun skidt. For de danske eksportvirksomheder betyder det, at det er billigere at veksle anden valuta til kroner, hvilket i sidste ende giver en konkurrencefordel.
Det skal dog ses i lyset af en udfordret europæisk økonomi, der står overfor risiko for at gå i recession. Derfor vurderer Danske Bank, at euroen vil svækkes yderligere overfor dollaren, hvilket også trækker i retning af en fortsat svækkelse af kronekursen.
I Eurozonen baserer det samlede PMI-indeks sig på svar fra 4500 virksomheder.
De svarer på, hvordan det går med produktionen, ordreindgangen, antallet af ansatte, priserne og meget mere i denne måned i forhold til måneden før.
Et PMI-tal over 50 indikerer vækst i økonomien, mens et tal under 50 tyder på vækstdyk. Kilde: Børsen
Foto: Unsplash