Forbrugertilliden fortsætter med at falde i november måned. Tilliden går i minus, og det er især to indikatorer, der trækker forbrugernes tillid ned.
Efter et markant fald i forbrugertilliden fra september til oktober 2021 er forbrugernes syn på deres nuværende og fremtidige økonomiske situation faldet yderligere i november måned. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Forbrugertilliden i november måned ligger således på minus 2,0 mod 3,3 i oktober. Trods den lave forbrugertillid for november måned ligger gennemsnittet for de seneste seks måneder fortsat på den positive side på 3,1.
Alle de fem indikatorer, der anvendes til beregning af forbrugertilliden, er faldet fra oktober til november – og derfor opstår det markante fald i forbrugernes tillid til økonomien.
Mistillid til Danmarks økonomi
De indikatorer, som er faldet mest, er forbrugernes vurdering af Danmarks nuværende økonomiske situation samt deres forventninger til Danmarks økonomiske situation om et år.
Siden sidste måned er indikatoren for Danmarks økonomiske situation i dag faldet betydeligt: Fra 7,0 i oktober til 1,0 i november. Det er dog højere end gennemsnittet for de seneste seks måneder, som ligger på 0,4.
Forventningerne til Danmarks økonomiske situation om et år er også faldet drastisk: Fra 9,7 i oktober til 3,2 i november. Et markant lavere niveau end de seneste seks måneders gennemsnit, der ligger på 8,1.