Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at forbrugertilliden fortsat er i minus hos de danske forbrugere. Det skyldes primært faldende forventninger til familiens økonomiske situation om et år samt en nedgang i købelysten.
Efter en lille stigning i januar falder forbrugertilliden – der belyser befolkningens syn på dens nuværende og fremtidige økonomiske situation – endnu en gang i februar.
Faldet skyldes, at danskernes forventninger til familiens økonomiske situation om et år et faldet kraftigt. Derudover daler købelysten. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Forbrugertilliden for februar falder til minus 3,2, hvor den i januar var minus 1,5. Gennemsnittet for de seneste seks måneder er også faldet, men holder sig lige præcis positivt på 0,5.
Forventninger til familiens økonomiske situation falder
Den seneste måned er forbrugernes forventninger til familiens økonomiske situation faldet. I januar lå indikatoren på 9,5, hvor den i februar ligger på 4,3.
Indikatoren er dog stadig positiv, hvilket betyder, at forbrugerne forventer, at den økonomiske situation er bedre om et år end i dag. Gennemsnittet for de seneste seks måneder er betydeligt højere og ligger på 9,2.
Til gengæld forventer forbrugerne, at Danmarks økonomiske situation om et år vil være en smule bedre end i dag. Indikatoren er steget en del siden sidste måned og ligger nu på 0,5. Gennemsnittet for de seneste seks måneder ligger lidt højere på 2,4.
Forbrugerne vurderer fortsat, at det ikke er fordelagtigt at anskaffe større forbrugsgoder i øjeblikket. Indikatoren er faldet kraftigt siden sidste måned, hvor den lå på minus 11,9. Nu ligger den på minus 17,0. Gennemsnittet for de seneste seks måneder ligger på minus 13,5.
Foto: Pexels