Danskernes syn på økonomiens nuværende og fremtidige situation dykker til laveste niveau i over ti år. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Det er ikke megen tillid, de danske forbrugere har til den økonomiske situation. Sådan er konklusionen i opgørelsen for den samlede forbrugertillid, der er udtryk for befolkningens syn på dens nuværende og fremtidige økonomiske situation, i april måned fra Danmarks Statistik, hvori det fremgår, at denne med sine minus 11,9 er på sit laveste niveau i mere end ti år.

Resultatet er baseret på svar i indsamlingsperioden mellem den 1. til den 19. april. Grundet den delvise åbning af landet, der blev meldt ud den 6. april, har Danmarks Statistik valgt også at offentliggøre tallene op til denne dato.

I indsamlingsperioden mellem den 1.-6. april lå forbrugertilliden på minus 12,5, men steg i perioden mellem den 7. – 19. april til minus 9,4. Til sammenligning var forbrugertilliden op til perioden mellem den 12. og 17. marts positiv, hvorefter den i omtalte periode faldt til minus 6,5.

”Faldet i forbrugertilliden skyldes især forbrugernes vurdering af Danmarks økonomiske situation, men købelysten er også faldet betydeligt,” skriver Danmarks Statistik.

”Det er ikke noget, vi har set i den størrelsesorden siden finanskrisen, så det er klart meget markant. Det afspejler den situation, vi står i, hvor der er en markant usikkerhed om, hvordan økonomien vil se ud det kommende års tid,” udtaler professor i økonomi ved Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen til dr.dk.

 

Forventer stigende arbejdsløshed

I de seneste uger har der været meldt om stigende ledighed blandt danskerne, og forbrugerne forventer fortsat, at arbejdsløsheden vil være steget om et år, lyder det fra Danmarks Statistik, hvis tal viser, at indikatoren er på samme niveau som i november 2008 under finanskrisen.

Dog vurderer forbrugerne, at familiens egen økonomiske situation i dag er bedre end sidste år, om end de samtidig mener, at landets samlede økonomiske situationen er markant værre end for et år siden.

Alligevel forventer forbrugerne fortsat, at familiernes egen økonomiske situation vil være forbedret næste år, selv om de samtidig også forventer, at nationens økonomiske situation vil være blevet dårligere til næste år. Dog steg forventningerne betydeligt efter ministerens udmelding om den gradvise åbning af Danmark, meddeler Danmarks Statistik.