De danske forbrugere er endnu en gang mere optimistiske, men der er stadig langt igen. 

Forbrugertilliden i Danmark er steget for femte måned i træk. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. I marts ligger forbrugertilliden således på minus 23,1, hvilket er en lille forbedring i forhold til sidste måneds tal på minus 25,1. Den gennemsnitlige forbrugertillid for de seneste seks måneder ligger på minus 28,4.

Ifølge Danmarks Statistik skyldes den positive udvikling primært en markant fremgang i forbrugernes vurdering af Danmarks økonomiske situation i dag sammenlignet med for et år siden, samt forventninger til en bedre økonomisk situation om et år sammenlignet med i dag.

Forventninger til Danmark nærmer sig plus

Selvom forbrugerne stadigvæk vurderer Danmarks økonomiske situation i dag som dårligere end for et år siden, er indikatoren stigende og ligger nu på minus 44,5. Den gennemsnitlige vurdering for de seneste seks måneder ligger på minus 55.

Til gengæld er forventningerne til Danmarks økonomiske situation om et år er steget markant fra sidste måned og ligger nu på minus 0,7, hvilket er en stor stigning i forhold til sidste måneds tal på minus 6,4. Gennemsnittet for de seneste seks måneder er på minus 10,3.

Stadig forbeholdne med større indkøb

Forbrugerne vurderer stadigvæk, at det ikke er fordelagtigt at anskaffe større forbrugsgoder i øjeblikket, og indikatoren ligger nu på minus 39,6. Gennemsnittet for de seneste seks måneder er minus 42,8.

Det skyldes blandt andet, at priserne fortsat opleves som værende højere i dag end for et år siden, og indikatoren ligger i marts på 61,0, mens gennemsnittet for de seneste seks måneder er på 66,8.

Foto: Unsplash