For første gang har mobilen overhalet computeren, når det kommer til at handle på nettet. Dansk Erhvervs nye E-handelsanalyse viser, at der er sket et skred i måden, vi handler på nettet.
Den nye udvikling kræver, at virksomhederne kaster et kritisk blik på, hvordan deres netbutik ser ud med mobilen som primære kanal, da forbrugerne agerer anderledes på mobilen end på computeren.
”Mobiludviklingen svarer til, at du har en fysisk butik med to indgange, og lige pludselig oplever du, at der kommer flere ind via dør nummer to, og dem, som kommer ind her, er i butikken i kortere tid, og de køber halvt så meget, som dem, der kommer ind ad dør et,” forklarer rådgiver i digitale strategier Peter Schjødt til Dansk Erhverv. Han uddyber:
”Hvis det skete i en fysisk butik, så ville man agere på det, finde årsager og sætte ind med løsninger, men jeg oplever ofte, at webshopejere ikke opdager det, da de ikke bruger Google Analytics eller et lignende program til at tjekke op på det. Hvis de gjorde det, ville de formentlig opdage, at den trafik, der kommer til din webshop via mobilen, konverterer markant dårligere end trafikken fra desktop.”
Folk lader betalingskortet blive hjemme
Den øgede mobilbrug har også haft den konsekvens, at forbrugerne i stigende grad lader deres betalingskort blive hjemme, og det er noget, som virksomhederne skal have for øje i fremtiden.
”Fordi vi handler og betaler så meget via mobilen, er der rigtig mange, som ikke længere går med pung og dermed betalingskort på os. Det betyder, at hvis jeg pludselig gerne vil købe noget på mobilen, så kan det kun lade sig gøre, hvis butikken har MobilePay eller ApplePay. Det, at vi lader vores betalingskort blive hjemme, er en bombe for din konverteringsrate, hvis du ikke har MobilePay eller lignende,” siger Peter Schjødt.
Når forbrugerne skifter fra computer til mobilen, kan det også give nogle udfordringer, når netbutikkerne gerne vil have kunderne til at logge in.
”Rigtig mange netbutikker vil gerne have forbrugerne til at logge ind. Det giver god mening, men hvis brugerne ser et godt opslag på Facebook, hvor vi jo tilbringer meget tid på mobilen, og klikker videre til shoppen, så åbner siden i Facebooks ”in-app browser”. Det betyder, at den i modsætning til en normal browser ikke vil kunne huske min kode. Det vil for mange skabe friktion, for hvor mange kan egentlig huske deres koder til forskellige shops?,” siger han.
Foto: Unsplash