Dansk Industri og Epinion har netop offentliggjort en omfattende analyse af danskernes online forbrug for Q3. Her får du blandt andet svar på, hvor mange der handler online? Hvem er de? Hvor handler de? Og hvad køber de?
I analysen ‘Danskernes e-commcerce tracker’ sætter Dansk Industri og Epinion fokus på B2C online forbrug og adfærd i Danmark. Og selvom dit brand eller din virksomhed kommer ud af fysisk tilstedeværelse, så kan vigtigheden af en online tilstedeværelse og handel ikke underkendes. Herunder kan du få et indblik i danskernes online forbrug i Q3.
At seniorerne eksempelvis ikke gider eller ikke kan finde ud af at shoppe online er en forældet skrøne, og ifølge analysen er det faktisk de yngste adspurgte mellem 18 og 25 år, der handler mindst online. Som onlineaktør bliver man nødt til at følge med udviklingen konstant for at holde sin webshop relevant for ens foretrukne målgruppe og prissegment.
Lad os starte med det mest påtrængende først: Hvor mange og hvor meget? Hyppigheden af hvor ofte danskerne har handlet online, er nogenlunde stabilt i forhold til Q2, hvilket svarer til 3,6 gange per måned. Økonomisk set er mængden også forholdsvis stabil: I Q2 lå forbrugsgennemsnittet på 1.558 kroner per måned, hvilket er faldet en smule til 1.494 kroer i Q3.
De unge holder igen
De unge er sjældent kendt for at være tilbageholdende, men i analysen er ‘de unge forbrugere’ mellem 18 og 25 år det segment, der har reduceret deres onlineforbrug mest. Selvom de også tidligere har været det segment, der har brugt mindst online, er dette beløb faldet yderelige. Fra 1.287 kroner i Q2 til 1.230 kroner i Q3.
Gruppen ‘børnefamilier med små børn’ er nogle af dem, der mest tydeligt har ændret deres adfærd online. Det er dem, der handler mest online, men det er ikke dem, der bruger mest på deres e-handel. Det er segmentet ‘familier med teenagere’, der shopper for 1.759 kroner månedligt, der ligger højest.
Værd at bemærke er også, at for de helt unge sker størstedelen af deres onlineshopping via pc, mens det for børnefamilier er over mobilen. Både hos ‘familier med småbørn’ og ‘familier med teenagere’ er der mere end dobbelt så mange, der handler over mobilen end via computeren.
Hvad er der i kurven?
Kigger man ned i kurven, vil man se fysiske produkter, som de mest handlede online. Mængden er helt oppe på 84 procent, og zoomer man længere ind, så er ‘tøj, sko og tilbehør’ den største kategori, svarende til 34 procent. Dernæst kommer ‘rejser og oplevelser’ og ‘online underholdning’, der begge rammer 29 procent i analysen. Den laveste placering er ‘bolig og køkkenudstyr’, der rammer 7 procent.
Indholdet i danskernes kurve er helt oppe på 68 procent fra danske webshops, men det er dog de udenlandske, der er ligger i front med Zalando og H&M på henholdsvis 1. og 2. pladsen.
Årsagen
Det overrasker nok ikke mange, men for samtlige kundesegmenter i analysen er ‘bedst pris’ det væsentligste årsag til at handle i en webshop. Den lave pris er mest vigtig hos de tre yngste segmenter: ‘de unge’, ”familier med små børn’ og ‘familier med teenagere’.
Grupperne er også enige om den næstmest hyppige årsag til deres online indkøb: ‘varen kunne ikke fås andetsteds’. Denne årsag står for 16-20 procent fordelt over samtlige respondentgrupper.
Analysen fra Dansk Industri og Epinion har også nærstuderet de afgørende parametre for den gode købsoplevelse, og her er ‘sikker betaling’ samt ‘et godt online renommé’ de vigtigste faktorer.
Foto: Unsplash