Belysningsvirksomhed får ny direktør

Det er den danske lampevirksomhed Ebb & Flow, der har fået en ny medejer, som også bliver virksomhedens nye adm. direktør.

Belysningsvirksomheden Ebb & Flow har netop fået en ny mand med på holdet. Fra den 1. juli 2020 vil Thomas Dusinius Kronevald være virksomhedens nye CEO og medejer af virksomheden. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Den nye direktør tiltræder stillingen med en bred viden inden for brandbuilding, internationalt salg og ledelse med erfaring fra premiumbrands i både smykke- og design- og interiørbranchen.

”Idet Ebb & Flow fortsætter med at udvide sin produktportefølje og med ambitionen om øget vækst på brandets markeder, er tiden inde til at styrke virksomhedens ledelse og salgsafdeling med Thomas Dusinius Kronevalds rige erfaring fra designbranchen,” siger stifter af virksomheden, Susanne Nielsen, i pressemeddelelsen og cementerer:

Thomas Dusinius Kronevald er det rigtige valg og match for os.”

Også Thomas Dusinius Kronevald ser frem til sin nye rolle hos Ebb & Flow.

”Det er min ambition at udvikle Ebb & Flow og fortsætte med at udvide forretningen til både detail-, kontrakt- og e-handelkanaler. Jeg ser frem til denne udfordring,” lyder det fra den kommende adm. direktør.

Foto: Ebb & Flow